December 2006


Et menneske lades ikke i ro

- og slet ikke når man læser Johannes Sløk. At et menneske ikke lades i ro er et udsagn med en væsentlig filosofisk pointe i hele hans forfatterskab: et menneske må, så længe det lever, til stadighed lidenskabeligt forholde sig til sin tilværelse og sin eksistens.

Sløk er en teologiens gadedreng og provokatør. Når han for eksempel taler om livets mening og om Gud, så siger han, at han ikke ved, hvem Gud er, hvad han er, eller hvor han er. Hvis Gud er i universet, og universet er det hele, så er det jo bare en ordforbin-
delse, der gentager det samme, for om det universelle kan man ikke udtale sig. Verden eller universet kan ikke begrundes, thi enhver begrundelse vil være menneskeskabt, og derfor ikke Guds begrundelse. Enhver begrundelse er således uretmæssigt at tage guddommelige konsekvenser af det jordiske liv, thi mennesket er henvist til og afhængigt af en ikke-guddommelig forståelse.
Sløk ønsker at forstå alt her på jorden. Der er ingen på forhånd given mening eller værdi i væren som sådan. Der er på forhånd et misforhold mellem mennesket og en højere mening med livet. Sløk punkterer enhver form for religion, idet disse altid er baseret på en menneskelig konstruktion. Ved at benævne disse anstrengelser absurde påpeger han, at alle forsøg på at gøre tilværelsen meningsfuld er et værn mod meningsløsheden, der netop er det absurde intet.

I selv samme åndedrag erklærer han så, at han bekender sig til den kristne tro, og at han ved, at verden, menneskene og han selv er skabt af Gud.

I erindringsværket, Mig og Godot fra 1986 fortæller han, at han er sendt ud på en livslang lidenskabelig "søgen efter Gud, hvilket var identisk med min søgen efter mig selv."

At læse Johannes Sløk er en morsom og livlig affære. Og da han har skrevet omkring halvtreds bøger kan man til stadighed rigeligt lade sig provokere og ægge til modsigelse. Som for eksempel disse afsluttende ord fra hans erindringsforskydninger, Mig og Godot.

Da jeg er en historie, fortalt af Gud, men bragt i forvirring af mig selv, står det mig i hvert øjeblik frit for at identificere den med Guds egentlige historie, den, han fortalte om sig selv. Det er den måde, på hvilken Gud og jeg i den dybeste forstand og uopløseligt forholder os til hinanden, som en guddommelige fortæller og den historie, han fortalte.

Men før han når denne konklusion, tegner han et ganske andet billede.

Jeg er ikke af natur religiøs. Det religiøse har jeg fået pånødet. Sådan som jeg nu engang var - så langt jeg overhovedet kan huske tilbage - trængte det religiøse sig ind på mig, men i en meget tidlig og bitter afvisning af den skikkelse, som det havde antaget omkring mig. Den Gud, jeg fik præsenteret, fra flere sider, fandt jeg ikke blot dybt usandsynlig, men også småtskåren og en lille smule latterlig. Men jeg måtte jo samtidig indrømme, at hvor meget jeg end kiggede mig omkring i min tilværelse og min verden, var det mig ikke muligt at få øje på noget som helst, der kunne accepteres som Gud. Gud udmærkede sig øjensynligt kun ved én eneste ting, ved sit komplette fravær. Gud var åbenbart den Godot, der aldrig kom.

Men fra de døde foreligger endnu ingen vidnesbyrd om Gud og evighed, så Guds fortælling om Johannes Sløk blev jo nok på underfundig og teologisk upassende vis fortalt af Johannes selv.





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt