November 2006


Fru Lykkeboes refleksioner over troens rare klenodie

I det tyvende århundrede blev gud adskillige gange erklæret død.
I vesten vel at mærke. Somme mente, at religionen ikke længere var brugbar i det moderne verdensbillede. Den burde erstattes af den stadigt større videnskabelige indsigt i naturens beskaffenhed.
Men gud er ikke sådan til at komme om ved. Han er slet ikke afdød, og ser man tilbage på blot de sidste halvtreds år, vil det fremgå, hvor mange krige, hvor mange mord og hvor mange overgreb, der har fundet sted i hans navn, og i det enogtyvende århundrede må man nok sige, at religion er sat højt på dagsordenen, både på den civile og den politiske scene. Lige nu står den hidsigste kamp mellem islamisk og vestlig livsopfattelse, hvilket giver rigelig anledning til gensidige forbitrede voldelige og verbale angreb.
I dag, et lille stykke inde i århundredet, må det atter erkendes,
hvor alvorlig en sag det er at tro, og at de troende fremdeles er rede til at gå til det yderste under feltråbet: Gott mit uns.

Fru Lykkeboes refleksioner over troens klenodie retter sig mod andre emner end islam kontra kristendom, idet disse temaer er belyst af langt lærdere og klogere mennesker. Fruen vil derimod betænke temaet for Brorsons salmebog, Troens rare klenodie, som han udgav i syttenhundredetallet. Ikke for at komme videre ind på Brorsons triste liv, men fordi salmedigterens titelvalg jo henviser til noget kostbart, noget sjældent, noget mærkeligt, noget man ikke kan få for meget af. Og netop tro er just det, fruen efterhånden synes, man er ved at få aldeles alt for meget af.

Oh, at religion dog kan inspirere til så meget ondskab," sagde Immanuel Kant, og mente formodentlig især protestantisk og katolsk udgave, som hver for sig mildest talt ikke har været videre barmhjertige mod anderledes tænkende. Som klenodie betragtet er troens ansigter ofte dødsensfarlig.

Joseph Ratzinger, nu pave Benedikt XVI, er åndeligt overhoved over et par milliarder katolikker. Som guds stedfortræder er han vorherres talsmand, og denne pålægger ham at bekæmpe og fordømme homoseksualitet, seksuel frihed og svangerskabsforebyggelse, noget herren ikke har forsømt at indskærpe tidligere paver. Benedikts missionærer forbyder derfor brug af prævention, og fortæller verdens fattigste, at kondomer er årsagen til aids, da de er fyldt med bittesmå huller, og af onde mennesker er præinficerede med aidsvirus. Det betyder døden at bruge dem. Hvis forbudet trodses kommer man ikke i himlen. Paven må have stor interesse i, at hans undersåtter i tredje verdens lande formerer sig, så den katolske menighed ikke formindskes. Syg eller ej: en skrantende katolik er bedre end ingen katolik.

Fruen erindrer den krise, der ganske ufarligt og meget underholdende gerådede i den danske folkekirke, da sognepræst Thorkild Grosbøll åbenbarede, at han ikke troede en skabende og opretholdende gud. I kirkelige kredse vakte dette naturligvis dyb mistillid. Var han ikke en gemen kætter, og burde han ikke kastes ud af guds hus? Sådan et menneske kunne man ikke betro dåb, konfirmation, sakramenter og trosbekendelse! Hvad måtte menigheden ikke tro?
Det morsomme var, at menigheden var vilde med deres præst. De ville beholde ham, og efter en række vejledende samtaler med sin biskop, og lang tids "skærpet tilsyn," underskrev han for anden gang sit præsteløfte, men måtte gentage det et år senere, fordi der stadig herskede tvivl om hans rette tro. Præsten sprang op som en løve, men da levebrødet blev truet, krøb han til korset. Og hvad han så egentlig mente med det hele står noget tåget for fruen. Lidt nyreligiøs, spirituel og newage belief, hvor man siger, at man tror på at tro, måske? Under alle omstændigheder var postyret meget dansk, og blev hyggeligt afviklet til alles tilfredshed.

Uhyggeligt, derimod, finder fruen den sammenblanding af politik og kristendom, der føres af et parti, hvis chefideologer er to præster, der ud fra en tidehvervsk platform forsøger sig fra folketingets talerstol. Herfra fører de en nationalt funderet fejde mod socialisme, kulturradikalisme og humanistiske holdninger. Danmark er et Luthersk land, fastslår Krarup, dette er forudsætningen, under hvilken grundloven skal læses og landet ledes. Helt i Luthers ånd, idet denne jo erklærede, at man har ubetinget pligt til at bøje sig for magthaverne, også selvom disse handler ondt og uretfærdigt. Således ophøjede Luther de til hver en tid siddende herskere. På dette baserer Krarup og tidehvervsfolkene deres samfundssyn, og det er også med Luther i hånden, de når frem til, at menneskerettigheder er et onde, der fører lige lukt ind i totalitarisme. Hertil har fruen det svar og den urokkelige overbevisning, at de herrer manipulerer indtil det løgnagtige, idet det med menneskerettigheder forholder sig sådan, at de udtrykker, hvad der til alle tider og på alle steder vil være uret.
Humorens livsalige gave er ikke forundt pastor Krarup. Humoren stiller krav til en forholden sig til andet end eget bedrevidende jeg. Den får os til at le ad dem, der påstår at sidde inde med sandheden.

Baronessen på Rungstedlund var en stor kunstner, en stor løgner og en stor humorist, altid leveringsdygtig i bedårende underfun-
digheder. Som så ofte før konsulterer fru Lykkeboe hende, og kommer fluks i herligt humør igen ved at læse dette:

I Ægypten, i den store pyramides trekantede skygge, sagde Sankt Josef, medens æslet græssede, til den hellige jomfru: "Oh, mit søde, lille hjerte, kunne du ikke bare et øjeblik lukke øjnene og tænke dig, at jeg var den helligånd?"




Bragt i forkortet udgave i Dagbladet Information,
torsdag 26. oktober 2006





tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt