August 2006

Fru Lykkeboes reflektioner over "den stille pige"

Peter Høegh gav omkring 4oo interwiews før "den stille pige" blev frigivet til offentligheden. Spændingen steg, det føltes dag for dag som at nærme sig en officiel begivenhed. Danmark holdt vejret. Peter Høegh udgiver igen efter 10 års pause!

Og hvad skete der så? Der skete det besynderlige, at anmelderne trykkede sig. Man skrev smukke ting om personen Peter Høegh, og man gjorde sig store anstrengelser for at sige noget pænt om bogen, men det stod klart, at havde det ikke drejet sig om ikonet Peter Høegh, ville anmelderne ikke have været så milde.

I begyndelsen af juni indløb fra Norge et forsvar for Peter Høegh. Han var ikke blevet forstået af anmelderne. Han var blevet uretfærdigt behandlet.
Politiken satte det stort op:
"Verdensberømt nordmand i brechen for Peter Høegh!"
Den verdensberømte nordmand var Jan Kjærstad, og han begreb ikke, lod han forstå, hvad der var sket med hans storsindede Danmark. Han følte sig deprimeret over den valne modtagelse af "den stille pige," og han sluttede sit forsvar for Høegh med en alvorlig formaning og irettesættelse af det danske folk og de danske kritikere:
"…Man overser, at Høegh sætter en ny dagsorden for det 21. århundrede. Høegh har skrevet noget så sjældent som en innovativ mainstreamroman. Han står midt i manegen, fornyr fortællekunsten indefra. Vær stolte og lykkelige, danske storsindede læsere!"

"Oh," tænkte fru Lykkeboe," det er nok bedst at se at få læst den bog. Fruen ønskede så sandelig at være en storsindet læser, og kunne hun ovenikøbet blive lykkelig derved, ville det jo kun være hende selv og andre til glæde og nytte. Altså: Avanti med "den stille pige."

Men ak! Ej heller fru Lykkeboe besad det rette storsind. Ej heller hun formåede at skue den nye dagorden for det 21. århundrede. I stedet stred hun med en forvirret forfatters alt for lange bog. En forfatter, der havde skrevet et værk, der ikke vidste, om det skulle hælde sit hoved til troens åndelige verden, med en personlig gud som vejleder, eller om det måske også skulle være en lille smule kriminalroman.

Kasper Krone postuleres at være klovn. Men han forbliver et postulat. Intet sted sandsynliggøres det, på hvilken måde denne klovn har formået at gøre sig til verdenskunstner, med en gage, der overstiger fantasien. Omkring ham hvirvler et antal personer, der forbliver lige så blege og konturløse som hovedpersonen. Tilmed taler alle på samme måde. Kasper Krone selv, kvinder og mænd, politifolk, nonner, børn og skurke, udsiger lange, floskeltyngede og belærende sætninger, isprængt leksikalske citater i rå mængder. Læseren er bestandigt i tvivl om, hvem der taler, og efterhånden som siderne tilbagelægges, bliver det mere og mere ligegyldigt.

Fruen begyndte at springe sider over, (hun vendte dog tilbage og samlede op, der skulle jo være orden i det) og det skete da, at hun ihukom sin læsemåde af Dan Browns da "Vinci mysteriet." Dér gik det også rigtig fint med at springe sider over, der skete alligevel intet afgørende. Dog prøvede Brown at afslutte hvert kapitel med en "cliffhanger." Sådanne findes ikke hos Peter Høeg, så havde man dog haft ét spændingsmoment at klamre sig til.

Tre udsagn af forfatteren fra en DR2 dokumentar rinder fru Lykkeboe i hu. Peter Høegh siger:
"Måske er det taget fra mig, den kreative proces er man ikke herre over."
"Der er andre måder at være i virkeligheden på, end vi tror."
"Man ved mindre som forfatter end læseren tror."

Angående første udsagn.
Med "den stille pige" er det sådan, at en hel del må være frataget Peter Høegh med hensyn til at skrive fiktionskunst. Det lykkes ham ikke at integrere sin spirituelle kontekst med personer og handling, hvilket fører over til næste udsagn.

Forfatteren vil illustrere andre måder at være til i virkeligheden. Men hele denne metafysiske, mystiske konstruktion virker anstrengt i forhold til den dunkle handling, der tungt strider sig af sted.

At søge efter alternative forklaringer, der afskriver den synlige verden som gyldig, og sætte religiøse fornemmelser over den reale verdens indretning, er i voldsom vækst i Danmark, såvel som andre steder. Og således får Jan Kjærstad ret! Høegh skriver sig i fuld overensstemmelse med tidens trend ind i det 21. århundredes higen efter spirituelle og religiøse forklaringer, der skal give mening og frelse.

Om det sidste udsagn, "forfatteren ved mindre end læseren tror," mener fru Lykkeboe, at den sympatiske Peter Høegh med bogen her har bestræbt sig på at vide temmelig meget. Som i sit øvrige forfatterskab ødsler han med leksikalske, bibelske, og andre citater, der standser handlingen og virker som en træt forfatters forsøg på at få sin roman til at fylde noget.

Der er noget, Peter Høegh mestrer til fuldkommenhed, han kan beskrive vold, så det mærkes fysisk. Hér ved han meget mere end læseren. Det undrer fru Lykkeboe, at meget få har gjort sig betragtninger over dette mesterskab. Han gjorde det i Smilla, og han gør det igen i "den stille pige." Fruen vågner stadig i forfærdelse, når disse billeder dukker op i søvnen:

side 190:
"I rummet var kun én skrivebordslampe tændt. Lone Bohrfeldt sad i en stol, hendes mand sad op ad en radiator, de så lige frem for sig ud mod vinduet, som to mennesker de er i biografen. De havde begge to bandager om underansigtet. Manden havde gennemgået en mirakuløs forvandling. Hans ansigt var blevet langt, længere end noget menneskes, han lo ud mod vinduet.
Aske Brodersen stod med ryggen til, i hånden holdt han et lille koben. På gulvet under de tre mennesker var der udrullet afdækningsplastic. Kasper fik brillerne frem. Den siddende mands ansigt var ikke blevet langt, hans mund var flækket, ud til ørene, slagene havde sprængt begge tyggemuskler, underkæben var faldet ned på halsen."

side 367:
"Maximilian smed krykken, og trådte ind foran Kasper. Projektilerne kom i en opadgående kurve, de traf ham i hoften, og op over brystet, han syntes at komme svævende bagud mod Kasper. Udgangsbanerne åbnede hans ryg som en lynlås, blod og væv sprøjtede ud over Kasper. Så ramte hans far ham, og de væltede om på gulvet."

Hvor Peter Høeg er meget duelig udi kunsten at fremskrive scener af voldspornografisk karakter, er den eneste ansats til en beskrivelse af et kærlighedsmøde, rent ud sagt komisk. Lad et citat fra dette møde afslutte fruens sommerbetragtninger over en forfatter, der med sine tidligere bøger, "Fortællinger om natten," "Forestilling om det tyvende århundrede, "og som med første del af "Frøken Smilla" skrev fortællinger, så gnistrende suverænt, at de for altid har indskrevet sig i fruens litterære bagage.

side 226:
"Hun gled over sengen, som en leopard, hun var luft for ham, hele tiden hørte han kærligheden, som et vandspejl, og samtidig et begær, der kunne have tudet af raseri.
Han satte klovnenæsen på sin erektion. Så hende ind i øjnene. Når man arbejder med at provokere den kvindelige instinktivitet, er det vigtigt ikke at overdrive……….
Hun var standset op.
-Man når aldrig hinanden.
Han troede ikke sine egne ører. Han hørte stadig hendes hunger efter ham, hendes kærlighed, men nu var der koblet en ny akkord på, fuldstændig uventet.
- Uanset hvor tæt man kommer, sagde hun, så når man aldrig hinanden, heller ikke nu. Selv nu, i det her, er der et sted, hvor man er alene.
Han anede ikke, hvad hun talte om. Det kvindelige er et hav, selv om man har både korkbælte og badering, er risikoen for at drukne overvældende, han ville væk fra hende. Men det var ikke nemt, hans erigerede hjerte var stadig inde i hende, og hun holdt fast.
-Véd du, hvad kravene til en kemisk analyse er, sagde hun, - det er, at den skal være udtømmende, modsigelsesfri, og den simplest mulige. Det er smukt, jeg elsker det. Desværre kan det ikke lade sig gøre. Ikke engang i matematikken."




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt