Juli 2006

Sankt Hans tale 2006, Mariendal strand

I nat blusser der bål langs Danmarks strand. Midsommer er det,
og da elske vi vort land, når hver sky over marken velsignelser sender, når koen sin middag i kløveren gumler, når ungdom går
til dans, på dit bud, Sankte Hans.

Netop nu ved midsommertid, står vi sammen om en fælles tradition, der får os til at føle, at vi har rod i netop dette land, der hedder Danmark, med netop denne natur, denne himmel og
dette hav.
Selv om den 23. juni ikke er nogen national helligdag, bor den i vore hjerter, og den spiller en vigtig rolle i vort fællesskab, i vore venskaber og i vort familieliv.

Når heksen suser til himmels på sit kosteskaft, hjulpet på vej af piftende heksehyl, så er hun et symbol på en tid, der for længst er forbi. De heksebål, der flammede mod himlen med gru og rædsel i sit følge i Europa og USA, er slukket, takket være en besindig mand, der levede i midten af 1500 tallet. Han havde heldigvis både magt og agt. Han var spanier af høj rang, han havde titel af storinquisitor, og han hed Alonso de Salazar Frias. Han talte imod kirkens jagt på såkaldte kættere. – Og kætter kunne enhver nemt blive. Det var nok at være rødhåret, eller meget grim, eller meget smuk, eller klogere end de andre, eller have en pukkel, - der skulle ingenting til, så begyndte man at hviske i krogene, ”hende dér, hun kan vist mere end sit fadervor.”
Og så var fanden løs og kirken kom med kors og præster, der med vold og magt skulle frelse den stakkels vildfarne sjæl. Dette kunne allerbedst gøres ved at skille sig af med den syndige krop på bålet. På den måde kunne synderens sjæl blive frelst, og så var alt jo såre godt.

Samtidig med at den katolske kirke gradvis slap taget i sine undersåtter, indledte Martin Luther sin indædte kamp mod paven og det katolske uvæsen, som han bramfrit kaldte det. Det resul-
terede i, at vi her i Danmark blev reformerede. Vi blev protestanter, og det betød, at det enkelte menneske efterhånden kunne leve sit liv på eget ansvar og ære sin gud uden kirkelig tvang.




Sankt Hans aften giver samme anledning til at gøre status som nytårsaften. Hvad er der sket siden vi sidst tændte bål i Danmark?
Der er sket voldsomme ting. Ting, vi som danske aldrig ville have drømt kunne ske. Tolv tegninger af profeten Muhammed i Jyllands Posten udløste verdensomspændende reaktioner, vendt mod Danmark. Pludselig befandt vi os i orkanens øje, og vi oplevede for første gang i vor nations historie, at vi gjorde bedst i at skjule vor herkomst, især hvis vi skulle på rejse i mellemøstlige lande. Vi, der altid med glæde har sat Dannebrog på hvad som helst. På vores børns skoletasker, viftende fra vores cykler, bagpå vore biler – og altid var verden os venlig. Men selv om mange har vendt sig mod os, skal vi ikke skjule vor nationalitet for nogen. Vi må ikke gøre os til formummede sjæle.

        Vil dansken i verden fægte,
        men dølger åsyn og navn,
        jeg ved, at hans ånd ej er ægte,
        jeg tager ham ej i favn.

Det var svært at se Dannebrog nedtrampet og brændt, svært at fatte mordtruslerne mod de danske tegnere, der fortsat lever en truet tilværelse, svært at begribe, at nogle rasende muslimske ledere krævede Danmark udslettet fra jordens overflade.
Nogle har kaldt det religionskrig. Det er det ikke. Det er et sam-
menstød mellem islamisk stræben efter en religiøst funderet lovgivning, kontra de gennem generationer velafprøvede friheds-
rettigheder i vesten, nemlig frihed i tanke, tro og tale.
Under besættelsen oplevede vi en fuldbyrdet undertrykkelse af disse rettigheder. Ingen har klarere end Poul Henningsen udtrykt, hvor dyrebare de er.

        Man binder os på mund og hånd,
        men man kan ikke binde ånd,
        og ingen er fangne,
        når tanken er fri

Det er tid at tale. Ikke fundamentalismens, men demokratiets tale, dengang som nu.
I Danmark vil vi fastholde, at her har vi religionsfrihed. Og det betyder også, at her kan man leve frigjort fra enhver form for religion.




Der har været stille i Europa, siden den europæiske traktat blev forkastet af Frankrig og Holland. Vi tænker alle sammen. Vi tænker på, hvad Europa er for en størrelse, og vi tænker på, hvor mange flere lande, der skal lukkes ind i det fællesskab, der består i og lever af, at vidt forskellige nationer og kulturer bøjer sig mod hinanden i erkendelse af, at intet land nogen sinde mere vil bære våben mod et andet land indenfor fællesskabet, og at samme fællesskab kan og vil yde støtte til fællesskabets enkeltlande, sådan som det for eksempel var tilfældet i den danske Muhammed krise.




Den femte juni kunne vi fejre grundlovsdag for 157 gang. Danmarks Riges grundlov blev vedtaget den 25. maj 1849, og siden da har vi som vælgere sammen med vore folkevalgte politikere stræbt efter at udvikle et demokratisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.
Med demokratiet er det sådan, at hvis det ikke dagligt, verdsligt set, leves i ånd og gerning visner det og står i fare for at dø i ligegyldighed og uforpligtethed. At opretholde demokratiet er altså en sag, der angår alle, således at hver enkelt oplever meningsfylde i det fællesskab, der er demokratiets kendemærke.




Og lige nu, før bålet tændes, hvor midsommernatten sænker sig over os, hvor vi står i dette dejlige landskab, der forener sig med Havet omkring Danmark, vil vi med digteren Thøger Larsen hylde den danske sommer og Danmarks lyse nætter.

        Danmark, du vågner med søer blå,
        mætte som moderøjne.
        Alt, hvad der i dine arme lå,
        lader du solen skinne på,
        ser hvor det yppigt glider
        frem af forgangne tider




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt