Rainer Maria Rilke og Duino elegierne

Biografi

     Hans fulde navn er René Karl Wilhelm Johann Josef Maria Rilke. Han bliver født 1875 i Prag som barn af forældre, der hver for sig søger at lade ham erstatte deres egne tab og skuffede liv.
Faderen har en mislykket karriere som officer bag sig og ernærer sig som jernbanefunktionær. En datter er død ung, og moderen iklæder drengen den afdøde søsters tøj og opdrager ham som pige. Efter forældrenes skilsmisse sender faderen ham på officersskole, hvad der er en håbløs og pinefuld sag for den sarte unge mand, der allerede tidligt viser stor lyrisk begavelse. Han forlader officersskolen på grund af sygdom i 1891, og studerer derefter litteratur og kunsthistorie ved Prags og Münchens universiteter.
     Mod slutningen af århundredet møder han den højt begavede skønhed, Lou Andreas Salomé. Rilke forelsker sig i hende, men hun er gift. Sammen foretager de rejser, blandt andet til Rusland. Hun får ham til at ændre sit fornavn, René til Rainer. Lou Andreas studerer psykoanalyse hos Siegmund Freud, og gør Rilke interesseret i psykoanalyse. Lou og Rilke bevarer et livslangt venskab.
     Efteråret 1900 tilbringer Rilke i kunstnerkolonien Worpswede, hvor han lærer en ung billedhuggerinde, Clara Westhoff, at kende. De gifter sig året efter og får en datter. Men Rilke kan ikke leve som ægtemand og far, og rejser. Han og Clara bevarer kontakten resten af livet.
     Han slår sig ned i Paris og arbejder hos billedhuggeren Auguste Rodin, om hvem han skriver en biografi. Fra 1904 til 1910 fuldender han flere digtsamlinger, samt prosaværket, ”Malte Laurids Brigge.”
     Efter at have afsluttet udgivelsen af ”Malte Laurids Brigge,” føler han sig udbrændt og færdig som digter. Hans mæcen og livsvarige veninde, fyrstinde Maria zu Thurn und Taxis-Hohenlohe, tager hånd om ham og inviterer ham til at bo på sit slot Duino, der ligger i nærheden af Triest på høje klipper ud til Adriaterhavet. Dér påbegynder han Duino elegierne 1912.
     Da verdenskrigen bryder ud, befinder han sig i Tyskland, slottet Duino skydes i grus, og i begyndelsen af 1916 indkaldes han til hæren med base i Wien, men ved venners hjælp hjemsendes han allerede i juni samme år. Han er traumatiseret og ude af stand til at skrive, og årene efter krigens afslutning tilbringer han i Zürich. Han søger rastløst et sted, som kan give ham de ydre betingelser, som er nødvendige for at komme til at skrive igen. I korte perioder bor han i Paris og Venedig, men til Tyskland vender han aldrig tilbage. To razziaer efterlader hans lejlighed i München i kaos, og han lever i en tilstand af selvopgivelse og håbløshed.
     I 1921 træder atter en mæcen og beundrer til, og stiller sit slot i Muzot i Schweiz til Rilkes rådighed. Dér bliver elegierne fuldendt og tilegnet fyrstinde zu Thurn und Taxis-Hohenlohe under titlen: Duino elegierne.

Duinoelegierne og englen

Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener? og sæt selv een af dem pludselig tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved dens blotte stærkere liv.

     Sådan lyder indledningen til elegierne, der blev påbegyndt januar 1912 og afsluttet februar 1922.
     Vinteren 1911 tilbringer Rilke i ensomhed på slottet, i større og større fortvivlelse, plaget af fysiske og psykiske lidelser, han tænker på definitivt at holde op med at digte, korresponderer med Lou Andreas Salomé og diskuterer muligheden af at lade sig psykoanalysere hos Freud for måske derved at komme ud af sin krise. Derefter er det hans plan at læse til læge. Men han viger tilbage for tanken om at underlægge sig en psykoanalyse af angst for at der blot, som han skriver til Lou Andreas, ”skulle komme en desinficeret sjæl ud af det, en uting, noget levende, rettet med rød blyant.”
     Da hænder det i januar 1912, at han modtager et brev, han ikke umiddelbart føler sig i stand til at besvare, og mens han tænker over, hvad han skal skrive, vandrer han som så ofte før på en klippesti, der går rundt om slottet, med havet tordnende dybt nede. Da forekommer det ham, at han hører en stemme råbe, ”Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes ordener.”
     Rilke skriver ordene ind i den notesbog, han altid bærer på sig, går tilbage til slottet, besvarer brevet og skriver derefter videre på de ord, han havde hørt. Samme aften fuldfører han den første elegi.
Efter den lange krises tungsind frigør han sig nu i en ekstatisk skaberrus.
     Elegiernes begyndelsestema er englen, der er et fuldkomment væsen. Englen er skøn, men frygtelig, og nærme sig ham kan man ikke uden at tilintetgøres.
     Denne engel har intet med kristendommens engle at gøre. Han er ingen trøster, ingen budbringer, men et kosmisk væsen, uberoende af gud og mennesker. Digteren drages mod ham
Frygtelig er hver engel. Alligevel, vé mig, lovsynger jeg jer, i sjælens dødbringende fugle, vidende om jer.
     For Rilke er engle væsener, der lige selvfølgeligt færdes i menneskenes verden som i kosmos. De kan undvære os, vi ikke dem. Digteren opfatter oplevelsen af dem som en udvidelse af sin væren, som en mulighed for, om end usynligt, at nærme sig en tilstand af højere rang.

Engle (siger man) ved ofte ikke hvorvidt de vandrer blandt levende eller døde.
     Englen skelner ikke mellem liv og død, det er de levende, derimod, der skelner alt for stærkt. Elegierne er en skildring af, hvordan livet tilhører døden og døden hører til livet. Døden må indarbejdes i den daglige livsførelse, for livet indebærer uafvendelige tab. Kun således kan digteren skabe en klangbund for lovprisning af kærligheden og livet i tillid til, at mennesket trods alt evner begge. Derfor kan han sige
Intetsteds, elskede, andet end i os, bliver verden jo til

     Rilke betænker, hvad mennesket har skabt af uforglemmelige ting på jorden. Dette får ham næsten til at tilbagekalde den første elegis sønderknugende ensomhed, hvor han erkender sig selv som et udsat og ensomt væsen, en fremmed i verden. Både som digter og på hele menneskehedens vegne opnår han nu en kort egeneksistens side om side med englen.
Tro ikke, jeg bejler. Engel, og bejled jeg også! Du kom ikke. Thi min kalden er fuld af ustandselig henvej. Mod en så stærk strømning kan du ikke skride.
     Digterens higen mod englen er så stærk, at den udgår fra ham som en storm, så englen slet ikke kan stride sig frem.

     Efter at have oplevet sig som jævnbyrdig med englen, om end kun for en kort stund, kan digteren tillidsfuldt give sig hen til betingelserne for det liv, der er ham forundt,
Jord, du kære, jeg vil. Tro mig, dine forår er ikke fornødne mer for at vinde mig for dig, eet, ak, et eneste er allerede blodet for meget. Navnløs er jeg besluttet, og langvejs fra, for dig. Altid havde du ret og dit hellige indfald er den fortrolige død. Se, jeg lever. Hvoraf? Barndom så lidt som fremtid formindskes, tilværelse, overtallig, strømmer op i mit hjerte.

Rilke dør i Schweiz 1926.

Der findes Rilke selskaber, og der er mange indgange til hans liv og virke på nettet. En af dem er: www.rilke.de


Rilke i Paris


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt