Pandoras æske


Muhammed-tegninger

Fjendebilleder

”Mennesket er selv sin værste fjende,” sagde Cicero, der døde år 43 f. Kr., og således på ingen måde kan tages til indtægt for nogen stillingtagen til hverken islam eller kristendom.

Det aktuelle spørgsmål i Muhammed tegningernes slipstrøm er, hvem der mest er hvis fjender. Offentliggørelsen af tegningerne har sluppet en latent vrede løs i den muslimske verden, og denne globale muslimske reaktion har fået mange danskere til at indtage stadig skarpere standpunkter, hvoraf nogle endda fradømmer muslimers ret til at anse noget for helligt.

Der tales meget om respekt og sårede følelser hos begge stridende parter. Danskerne er krænkede over at se Dannebrog brændt og trampet på, og den islamiske verden forlanger respekt for profetens hellighed. En respekt som vel at mærke kræves udtrykt som et generelt forbud mod afbildningen af profeten Muhammed overalt i verden.
Nu er tegningerne ude, ledsaget af en tekst, der alment set kun kan opfattes som sårende. På den anden side, set på baggrund af de afgivne beklagelser og undskyldninger, må den tanke melde sig, at dette hændelsesforløb kan føre til et frygtsomt afkald på enhver fremtidig fornuftig brug af ytringsfriheden i religiøse anliggender.

Agnosticisme

Dette er ikke den kristne verdens krig mod islam, men om vestens opfattelse af, at religion er den enkeltes sag. Der findes et begreb, der hedder agnosticisme. Dette ord blev dannet af Thomas H. Huxley engang i 1860erne. Det betegner det princip, at man ikke kan opnå objektiv viden om noget, der ikke kan lade sig demonstrere. Den menneskelige viden er begrænset til den fysiske verden, og det er derfor umuligt at få sikker viden om noget overnaturligt eller om guds eksistens.
Denne holdning indtages af mange borgere i de sekulære lande. Religiøs udfoldelse er en borgerrettighed, men man forbeholder sig ret til at argumentere mod urimeligheder. Denne livsopfattelse ser ikke et kald i at kræve underkastelse eller død over de, der mener noget andet. En sådan indstilling giver rum for alle former for udfoldelser, religiøse såvel som kunstneriske og videnskabelige, og er et umisteligt element i en moderne stat.

Det er blevet klart, at både den danske stat og mange af dens borgere var aldeles uforberedte på den indflydelse de danske imamer har. Samtidig afsløredes imamernes løst funderede indsigt i og forståelse for dansk lov og for, hvordan demokratiet virker. Det blev tydeligt, at deres loyalitet ikke ligger i det land, de bebor, men i fjerne mellemøstlige samfund. Det gik således op for danskerne, at man ikke kan foretage et eksperiment med islamisk religionsopfattelse, uden at det får global konsekvens.

At besinde sig

Krisen har også understreget, hvor stor en afgrund der findes i udviklingen af den vestlige kultur og den islamiske. Fra det 11. til det 13. århundrede drog den kristne verden på korstog for at erobre det hellige land, der dengang var under muslimsk kontrol. Der er en lang og blodig vej fra korsriddernes felttog til senere kristne missioner, der både ville have herredømme og erobre sjæle.
Tilsvarende gennemførte islam adskillige stormløb mod Europa. Sidste gang i 1683, hvor et dristigt kavalleriangreb ledet af den polske konge i sidste øjeblik undsatte det belejrede Wien.
Men hvor den kristne kirke for længst har besindet sig på, at den ikke mere er en afgørende magtfaktor, og at den ingensinde mere vil underlægge sig hele verden, så er islam ikke entydigt slået ind på den vej.

Ifølge islam er alle mennesker født muslimer, og islam hævder at have retten til at forvalte denne og andre åbenbarede sandheder om verdens indretning, således som de er beskrevet i koranen.
Og så længe den islamiske verden ikke besinder sig på at dyrke deres gud og profet uden samtidig som mål at have den globale indsættelse af islam som overordnet religion, må vesten nødvendigvis opfatte muslimer som potentielle fjender af frihed i tanke og tale og nødsages til at gøre front med alle de udtryksmidler, der står til rådighed.

Midsommervisen

Når vi til Sankt Hans samles omkring bålet den 23. juni, vil vi med stor alvor have grund til at reflektere over midsommervisens ord.
”Vi elske vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende.”
Hvad betyder det både at elske sit land og samtidig indbyde andre til at slå sig ned i Danmarks rosengård, for så er erkende, at der er tidsler blandt roserne?
Sværdets tid skulle nødigt vende tilbage, men tavshedens tid må være forbi. Det er tid at tale. Ikke fundamentalisternes, men demokratiets tale.

Da menneskene havde tilranet sig ilden, blev guderne vrede og sendte Pandora ned til de dødeliges samfund med en æske. Dér åbnede hun æsken og alskens ufred og ondskab fløj ud i verden. Pandoras æske er stadig virksom, og Danmark må besinde sig på at konflikterne med islamisk verdensopfattelse er en politisk dagsorden, hvor den sekulære stat igen og igen må forfægte det synspunkt, at den ikke har behov for nogen religiøs bemyndigelse. Denne holdning kan vises klart og fast, uden skinger hadefuldhed.

Anledning til dialog

Uskyldens år er forbi og håbet for fremtiden er indtil videre deponeret i Pandoras æske. Thi glemmes må det ikke, at dengang Pandora åbnede låget til sin æske, og alskens kiv og strid fløj ud i verden, da gemte håbet sig i æsken.

Og håbet er, at islam en dag vil slippe ud af dens tros spændetrøje så de kan dyrke og ære gud og profeten i erkendelse af, at det hellige er en personlig sag, der ikke med vold skal påtvinges andre, og ikke på nogen måde angår statens retsudøvelse.

Og håbet er også, at den aktuelle sag giver anledning til en positiv dialog mellem danskerne og det muslimske mindretal, og som forhåbentlig vil føre til at vi mister begrundelserne for at anse danske muslimer som en trussel mod de almene borgerrettigheder i Danmark.


Bragt i forkortet form i Dagbladet Information, marts 2006


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt