Kapitel 12

Rejsen tilbage

     Den sommer, da pigen var femten år, fik hun lov til at rejse alene til Danmark.
     Bedsteforældrene tog imod hende i København og da hun stod og blev trykket ind til morfaderens urkæde, opdagede hun at hendes hoved var i højde med hans hage. Det var længe siden, hun var blevet to hoveder højere end mormoderen.
     ”Søde skat,” sagde mormoderen, ”du kommer til at ligne din mor mere og mere. Og hun var nu altid den smukkeste af mine døtre!”
Mormoderen kunne være skrækkeligt usolidarisk med sin ældste datter og hendes familie, men det var pigen vant til.
     De tog allesammen toget til Kolding.

Den sommer gik det også op for pigen, at man kunne blive fremmed i forhold til det, der havde været. Sengen, for eksempel. Den, der tidligere var et kæmpestort hav fyldt med eventyr og mørke og mormoderens stemme, den var nu for kort og var blevet affortryllet. Den var bare en helt almindelig seng, der i virkeligheden var for stor til det lille soveværelse.

Den sommer sov hun oppe ovenover i et lille værelse, de havde gjort i stand til hende.
     ”Nu kommer I nok snart hjem,”
sagde mormoderen en aften, hvor pigen sad i natkjole i det åbne vindue. Det var varmt og natten var lys og hun kunne ikke sove.
     ”Hvorfor tror du det?” spurgte hun og mormoderen sagde, at hendes far kom til København med næste skib. Han skulle tale med nogen om en stilling.
     ”Oppe i Århus,” sagde hun, ”så er der heller ikke så langt for os to gamle.”

     Den sommer kom der et telegram fra faderen. Han kom til Kolding for at hente hende så de kunne følges hjem. Ikke en lyd om at flytte til Århus.
     ”Han ville ikke begynde at snakke om det med dig, før han var helt sikker,” sagde mormoderen, ”men når de beder ham komme til Danmark for at snakke med ham, så er det jo nok alvor.”

     Pigen vidste ikke hvad hun skulle mene om det. Hvad med Skarvina? Århus var en kæmpestor by, det vidste hun, fordi de havde været i Zoologisk have og bagefter havde de besøgt hendes farmor. Hende kendte pigen ikke nær så godt som mormoderen og morfaderen. Nu syntes hun, at hun slet ikke hørte til nogen steder mere. Det kunne han godt have fortalt, så hun var forberedt. Så var det sikkert derfor, at hun pludselig fik lov til at sejle helt alene til Danmark. De snakkede ellers om så meget, det kunne han ikke være bekendt.

     Der var ikke så meget at lave i Kolding mere. Man kunne overhovedet ikke løbe om kap med drengene ned ad Kolliinsgade, mormoderen sagde, at det passede sig ikke, nu var hun jo en ung dame. Og pigen syntes også, at de piger hun havde leget med før var blevet så kedelige. Det eneste, hun kunne finde på var at hænge ude i ridehallen ved Marienlund. Hun kiggede på de fine damer, der red så underligt rundt på deres heste. Pigen vidste ikke, at der var noget, der hed letridning, hun sad bare ned på Skarvina når de travede.
     Hestelugten var god. En dag fik hun penge med til en ridetime. Hesten var enormt høj og helt anderledes end Skarvina, men hun fandt sig til rette, og da hun begyndte på at ride rundt på egen hånd for at lære den at kende, blev hun stoppet af ridelæreren, der sagde at det måtte hun ikke. Hun skulle ride rundt langs med barrieren og gøre som han sagde, sammen med de andre elever.
     ”Du skal ride letridning,” råbte han, da de satte i trav.
     ”Hvad er det,” råbte hun tilbage, og han sagde at hun skulle se på de andre. Det gjorde hun, og hun fandt ud af at man rejste sig op i bøjlerne og satte sig ned igen i takt med hestens forben. Men det gik alt for langsomt til at det fungerede for hende. Man blev til en sæk kartofler. Så hun blev siddende.

     Efter timen spurgte han, hvem der havde lært hende at ride.
”Mig selv,” sagde hun, ”oppe på Færøerne, på min nordbagge.”
”Du sidder godt,” sagde han, ”men du har lang vej endnu, før det ser ordentligt ud.”
Resten af ferien nøjedes hun med at kigge på. Egentlig syntes hun slet ikke at det så særlig ordentligt ud, når de fine formiddagsdamer red rundt. Når de travede, så det ud som om de hoppede op og ned på hestens ryg, og når de galoperede, sad de og trak så hårdt i tøjlerne, at hestens hoved blev trukket helt ned mod bringen. Det måtte være rigtig kedeligt at være hest. Hun længtes efter fjeldene og Skarvina.

Så kom faderen til Kolding. Han inviterede på middag i Saxildhus og pigen følte sig meget voksen i en ny kjole med V udskæring og en lille bitte hæl på skoene.
     ”Ja så er jeg blevet direktør for trælasthandelen i Århus,” sagde han. De fik champagne. Det hele var underligt. Her gik hun og troede, at de hørte til i Kolding, og så sad hendes far og fortalte om Århus, om at han var en Århusdreng, der nu vendte hjem.
”Er du ikke glad?” spurgte han.
Hun vidste det faktisk ikke.
”Vi tager til Århus i morgen, så vi kan kigge på vores nye hus. Det ligger lige ved siden af trælasten. Det er en kæmpestor villa, meget større end det gule hus. Du kan godt glæde dig. Og så skal du gå på Katedralskolen, jeg har allerede talt med rektor.”

     Pigen følte sig fortumlet. Hun blev overhovedet ikke spurgt om noget, han gik bare og ordnede alting bag hendes ryg. Hun tog undtagelsesvist sine briller på og studerede hans ansigt. Han sad og smilede. Hans tænder var meget hvide og hun elskede ham. Men han skulle ikke bestemme alting. Så let skulle han ikke slippe.
”Hvis Skarvina ikke kan komme med mig, så skal jeg have en stor hest i Århus. Ellers tager jeg ikke med.”


Epilog

Den sommer kom de til Århus. Pigen fik ikke Skarvina med sig, men hendes hund Lassie kom med, og pigen fik nervøs nældefeber, fordi Lassie kom illegalt ind i Danmark. Hun fik den smuglet i land. Den skulle have været i karantæne fire uger i København, og det ville hun ikke have. Da den stod nede på kajen sammen med tante Lisa, forældrenes gode veninde fra Tórshavn, der nu boede i København, kunne hun mærke at anspændelsen slap hende. Til gengæld blev hun syg og så først deres nye hjem i Århus, da alle møblerne var pakket ud.
Den sommer kom hun på Katedralskolen og faderen og moderen skabte et nyt hjem for sig selv og deres børn.
     Sommeren efter holdt faderen sit løfte og hun fik en stor rød hest, som hun døbte Pascha, og med årene blev først hun, så lillebroderen voksne og indtog deres egne pladser i livet.
Men det er en anden historie.




tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt