Tidetanker ved årsskiftet, januar 2006

Thi menneskers og dyrs skæbne er ens. Som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle. Mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed.
Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.
Således indså jeg, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig ved sin gerning, thi det er hans del.
Thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans død?
Prædikerens bog 19 – 21


Her tales ikke om genopstandelse, hverken i ånden eller i kødet, og det er næppe dette udsagn, der prædikes over juleaften. Men man kan alt efter tilbøjelighed glæde sig over, at menneske og dyr er stillet ens her på kloden. Ifølge Prædikeren er de lige værdige.
Man opfordres til at glæde sig over sine gerninger. Her kan man så tænke, at nogle gerninger er velsignelsesrige for somme, hvorimod de er overgreb og ugerninger for andre.
Det mørkeste udsagn er dog det, at alt er tomhed. Men verden er jo ikke tom. Den rummer det frygteligste og det vidunderligste. Den er det eneste, vi har. Verden er vort vilkår. Prædikeren fortsætter

Fremdeles så jeg al den undertrykkelse, som sker under solen. Jeg så de undertryktes tårer, og ingen trøstede dem. De led vold af deres undertrykkeres hånd, og ingen trøstede dem.

Også her tager Prædikeren fejl. Der er trøst at hente. Ikke i himlen, men på jorden. Hos vore medmennesker. Da Tsunamien ramte. Da var der midt i katastrofen, og i dag, et år senere, trøst at hente for alle de, der mistede.

Vores egne krige er håbløst forældede og langsomme til sammenligning, tsunamien rammer forskelsløst og skelner hverken til højre eller venstre, skrev forfatteren Ib Michael, der opholdt sig på Phuket da bølgen kom.

°


Vold og undertrykkelse serveres dagligt via fjernsynet. Bilbomber, selvmordsaktioner, hvor det gælder om at rive flest mulige med, de daglige rapporter fra Irak. Irak, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal tro. Den amerikanske præsidents forsikringer om, at det går fremad, og vi vil vinde både sejren og freden for Irak. Kan man tro det? Og blandt det vi, han taler om, findes Danmark. Jeg kan ikke et øjeblik glemme, at mit land er et krigsførende land, og jeg har det dårligt med det. Er det godt, at der er indført frie valg i Irak? Ja, det er det vel, jeg vil helst tro at det er en af de velsignelser, den ulovlige invasion på løgnagtigt grundlag, trods alt har bragt med sig.

Irak krigen er sammensat af mange elementer, men ét træder meget tydeligt frem; religionssammenstødet med den vestlige verden. Krig på billeder, for eksempel! Fra Jesus til Muhammed. Vi danske følte os krænkede over, at Brugsen solgte sandaler med Jesusbilleder. Det kunne man ikke, det var at træde kristendommen under fode, bogstavelig talt. Man inddrog sandalerne som følge af kritikken. Så tegnede en række illustratorer, foranlediget af Jyllands Posten, profeten Muhammed. Det blev muslimerne ganske overordentligt krænkede over. I den islamiske verden er der forbud mod at afbilde profeten, hvad der er meget underligt, for jeg har lige fundet en plakat på nettet med Muhammed, og denne plakat er trykt i Iran.

°


I Europa er der skam også krig. Ordkrig om, hvad EU skal bruges til. 2005 sendte unionstanken i dørken med Frankrigs og Hollands nej. Men traktaten var håbløst ude af trit med de forestillinger, mennesker går og gør sig om en europæisk union. Der er opløftende ting, forårsaget af traktatens forlis, og der er tegn på, at Europa er på vej til at finde ud af sin splidagtighed med sig selv. For nøjagtigt et år siden, den 4. 1. 05, skrev forfatteren Mario Vargas Llosa en kronik i Information under overskriften: Europa – en smuk idé?
Llosa skriver blandt andet:

Hvad er, eller burde være de europæiske identitetstræk eller værdier? De, der fastholder, at kristendommen er det væsentlige træk, der definerer den europæiske karakter, får problemer, når denne tradition skal forliges med oplysningsånden, og hvad der fulgte af oplysningstiden, barn af detgamle kontinent og nærende kilde til verdsliggørelse, menneskerettigheder og demokrati, hvis fremkomst i stort omfang er blevet mødt af den katolske traditionalismes krigeriske modstand. Er jødedommen ikke også dybt forankret i den europæiske kultur og historie? Når Europa skal se sig i spejlet for at genkende sit eget billede, kan det ikke bare se bort fra, at det sammen med grundsætninger og principper, der ansporede menneskets frigørelse og fremskridt, også har patent på gruopvækkende, ideologiske fiktioner, der har frembragt de værste katastrofer, som menneskeheden kender til: nazisme, fascisme, kommunisme og nationalisme. Men det står også fast, at ingen anden civilisation har været så selvkritisk, så streng mod sig selv som den vestlige, der i løbet af hele sin historie altid har huset ubønhørlige, uforsonlige kritikere, som har tvunget Europa til at reformere sig, forny sig, stille spørgsmål ved sig selv. Derfor har Europa kunnet vedgå sit ansvar for rædsler som antisemitisme og kolonialisme.

Og Llosa fortsætter med at sige, at den fællesnævner, der kunne identificere Europa, er at pleje den forskellighed, der gør sig gældende i de enkelte medlemslande. Tolerance, respekt for demokratisk valgte regeringer og ytringsfrihed. Og faktisk, mener Llosa, er Europa nået længere end noget andet fællesskab af nationer, og det er ikke uden grund, at mennesker, der er på flugt på grund af tro, eller politisk ståsted, søger at nå Europas kyster.

En kollektiv identitet er en ghetto, en koncentrationslejr, hvor individet i al hemmelighed er klonet for at opretholde fiktionen om en homogenitet, som aldrig har eksisteret.
Her siger Llosa noget, der er en lige venstre til regeringen, så længe den forholder sig ukritisk til sit støttepartis nationalistiske projekt. Som magtstrukturen er i det politiske liv, er realiteten den, at man for at beholde magten, indgår alliancer, der kræver passende betaling for sit fundament, og der ses ikke umiddelbart nogen udsigt til at regeringen vil tage afstand fra de mest outrerede udsagn. Det magter den ikke, for da mister den jo magten.

°


Og så var 2005 H.C. Andersens år. 200 året for hans fødsel skulle fejres til lands, til vands, i luften og viden om udenvælts.
Det tjente os ikke til ære. De fleste af scenarierne var kommercielle events med en forhippelse på at sætte eventyrdigterens intime liv og værk på den offentlige karrusel, så alle kunne se hvor internationalt orienteret dansk design kan leveres i Andersensk forvansket opsætning.
Ikke mange råbte hurra.
Men Danmarks Radio gjorde det! Sendte dag efter dag oplæsninger af Andersens rejsedagbøger. Se dér fik vi, seriøst kunstnerisk formidlet, den ægte vare. Og hillemænd, hvor har den mand dog været allevegne. Man har regnet ud, at han har været på rejse i henved ni år af sit 70 årige liv.

°


Og nu er det Mozart. I 2006 er det 250 år siden, denne vidunderlige kunstner blev født. Hans musik vil vælde ud over scener verden over. Hvad den i øvrigt har gjort, siden han levede.

Tryllefløjten skal være min ledetråd i det nye år. Den handler om alt. Den handler om mod og ædel mandighed, forelskelse og pligt, det hele tilsat lidt trolddom. Men først og sidst handler den om kærligheden, der overvinder alt. Paminas kærlighed til Tamino fører de elskende gennem mørket og gruen, og for enden af deres prøvelser er der ikke tomhed, men fylde og ansvar.

Ich werde an allen Orten
an deiner Seite sein.
Ich selber führe dich,
die Liebe leitet mich.
Sie mag den Weg mit Rosen streun,
weil Rosen stets bei Dornen sein.
Spiel du die Zauberflöte an,
sie schütze unsauf unsrer Bahn.
Es schnitt in einer Zauberstunde
mein Vater sie aus tiefstem Grunde
der tausenjähr´gen Eiche aus,
bei Blitz und Donner, Sturm und Braus.
Nun komm und spiel die Flöte an,
sie leite uns auf grauser Bahn



tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt