Et aftenmøde

På vej hjem fra vor Italiensrejse i efteråret gjorde vi et ophold i Göttingen. Byen ligger ca. 40 km. nordøst for Kassel i delstaten Niedersachsen. Vi har tidligere slået os ned dér for en overnatning inden det sidste stræk mod Danmark.
Byen har været universitetsby siden 1737. En turistinformation skriver på sin forside: Göttingen – en by, der skaber viden. Og man fornemmer da også en særlig atmosfære, der er præget af de mange videnskabelige forskningsinstitutter. Max–Planch Gesellschaft har f. eks. flere institutter i byen.

På netop denne hjemtur var det vanskeligt for os at få et hotel. Vi henvendte os forgæves flere steder og fik et beklagende, ”leider nein, wir haben mehrere Kongresse in die Stadt.” Det endte dog med, at vi fik et værelse i kort gåafstand til Rådhuset. Det var blevet sent, og efter indkvartering gik vi ud for at finde et sted at spise.

Når man færdes i byens centrum, føler man sig på den ene side hensat til middelalderen på grund af de mange bindingsværkhuse, på den anden side er man ikke i tvivl om, at man er i en livlig og internationalt orienteret by. Det meste af livet udfoldes indenfor den gamle Stadtwall, og nattelivet finder sted i nogle få gader, der vrimler med studerende og kongresdeltagere. Man opsnapper brudstykker af diskussioner på tysk og engelsk.

Vi blev enige om at spise i Rådhuskælderen. Rådhuspladsen var oplyst i dæmpet gyldent, med særlig fokus på ”Gänseliesel.” Den lille gåsepige er byens vartegn. Hun står dér med sin kurv, der dagligt fyldes med friske blomster og passer sine gæs. Hun er elsket af alle nybagte doktorer. Når de har bestået deres eksamen, skal de hen og kysse hende på broncekinden. Man siger, at hun er verdens mest kyssede pige.

Vi blev opmærksomme på en gruppe mennesker, der stod samlet om en anden broncefigur på pladsen. Vi stillede os i lytteafstand. En lærer var i gang med en udredning til nogle unge mennesker. Det lod til, at man talte om figuren. Da de unge mennesker forlod stedet, kunne vi betragte den lille mandsfigur, der stod i sin figursyede jakke og fint friserede paryk. I hånden holdt han en slags guldkugle, hvorpå der tydeligt var indridset et plus og et minus. Vi talte sammen om, at det dog var underligt, at vi ikke havde lagt mærke til ham ved tidligere besøg, og vi undrede os over, hvad det mon var, den lille mand havde at fortælle. Hvem var han?

Herren, der havde talt til de unge, var på vej bort, men må have fornemmet vores interesse. Han vendte tilbage og gik straks igang med en mindre forelæsning på engelsk.
Broncefiguren var Doktor Lichtenberg. Georg Christoph Lichtenberg, 1742 -1799. Professor i Göttingen fra 1769 til sin død. Vi fik at vide, at Lichtenberg var en af de første videnskabsmænd, der introducerede og demonstrerede apparater i sine forelæsninger. Netop i 1700 tallet begyndte naturvidenskaben at frigøre sig fra den tætte binding til de klassiske filosofiske discipliner, for eksempel Platons idélære, og vandt derved kraft til det tidkrævende eksperimentelle arbejde.
Han var professor i fysik, matematik og astronomi, og blev blandt andet kendt for sine elektriske apparater. I 1779 indførte han som den første betegnelsen plus-elektricitet og minus-elektricitet. - Og det var just det, kuglen med plus og minus i hans hånd skulle symbolisere. Vor professor pegede op på det smukt belyste rådhus og fortalte, at Lichtenberg udviklede en elektrisermaskine med så høj spænding, at han kunne sætte lys på Rådhustårnet. En umådelig overbevisende demonstration på nytten af videnskabelig forskning i 1700 tallet.
Vi takkede for oplysningerne, sagde farvel til professoren og til Lichtenberg, og begav os ned i Rådhuskældren for at spise.

Vor interesse for Lichtenberg var vakt, og efter hjemkomsten konsulterede vi leksika og Internet. Og sandelig! Internettet har adskillige sider om ham og fyldige uddrag af hans tekster f.eks. wikipedia.org/wiki/Georg_Christoph_Lichtenberg
Det viste sig, at Lichtenberg var kendt langt ud over sit lands grænser. Han korresponderede med datidens europæiske elite, for eksempel Goethe og Kant. Han blev inviteret til England, hvor han blev modtaget af George III, og i 1793 blev han medlem af the Royal Society.

Han var lille af vækst, led af en ryglidelse, der gjorde ham stadig mere krumbøjet og i hans senere år gav ham åndedrætsbesvær. Han var meget modtagelig for kvindelig ynde og havde mange romancer. I 1777 mødte han Maria Stechard, der dengang var 13 år. De levede sammen til hendes død i 1782. Denne kærlighedsforbindelse mellem professoren og ”hans lille datter” er beskrevet i en bog af Gert Hofmann med titlen: Lichtenberg and the Little Flower Girl.
Året efter Marias død mødte han den 22 årige Margarethe Hellner. De giftede sig i 1789. Han ønskede at sikre hende efter sin død. Hun fødte ham seks børn og overlevede ham med 49 år.

Lichtenberg døde i en alder af 56 år.
Først efter hans død blev eftertiden klar over, at han efterlod sig en stor samling notesbøger. ”Sudelbücher,” benævnte han dem selv. Han skrev dem fra sin studentertid til sin død. De rummer alverdens betragtninger og aforismer. Citater, der har slået ham, titler på bøger, han ville læse. biografiske betragtninger, både om ham selv og andre. Men det er hans ”refleksioner,” der i dag betragtes som de fineste aforismer i Europæisk intellektuel sammenhæng. Blandt beundrerne af hans såkaldte ”Sudelbücher” kan tælles Schopenhauer, Nietzsche, Freud, Wittgenstein og Leo Tolstoj.

Den lille mand med det store format var videnskabsmand grundforsker og verdensmand. Jeg ville gerne have mødt ham i Göttingens gader dengang i 1700 tallet. Måske var vi begge standset og stået og passiaret lidt, og hvis det var sommer havde vi måske sat os ved et bord på Rådhuspladsen og drukket et glas vin. Jeg forestiller mig hvilke farver han var iklædt. Hans paryk har ihvertfald været hvid efter tidens mode. Med bukler ved tindingerne og kinderne og opadbørstet hår over panden. Bagtil samlet til en pisk. Ganske som hans statue viser det.
Jeg tænker mig, at hans kjole var blå, vesten lilla, kalvekrøset hvidt, bukserne gule og strømperne hvide. Han har haft råd til fornemme stoffer: silke, brokade og kniplinger.

Hvordan ville jeg mon selv se ud? Hvis vort møde havde fundet sted omkring 1770, så ville jeg enten bære en krinoline eller måske, hvis jeg var dristigt med på moderne, en tournure. Jeg ville være stramt korsetteret, så jeg fik hvepsetalje, og jeg ville være dybt nedringet. Så nedringet, at det selv i dag ville være uhørt at optræde offentligt så blottet. Sandsynligvis ville jeg i modsætning til Lichtenberg ikke bruge paryk, hvis mit naturlige hår var langt og smukt. Og jeg ville have min vifte med. Og jeg ville bestemt holde mig Hans spanske majestæts danselærers instruks fra 1734 om damers opførsel for øje: ”Hun skal bære hovedet højt og rankt, så man siger: Det er vel nok en dame som har udseendet! Hun må ikke vugge med hovedet, når hun går, for det virker nonchalent. Skuldrene skal trækkes nedad og albuerne godt tilbage, så de kan hvile på hofterne. Når hun gør reverence, må hun ikke bøje hovedet, skal stille fødderne i fjerde position, og når hun bøjer knæene, skal hun stikke dem godt ud til siderne, for det er særdeles upassende at knæene ses gennem kjolen.”
Hvor sært: Barmen måtte gerne være blottet så brystvorterne var synlige. Men knæene måtte altså ikke ses.

Jeg tænker også på Ludvig Holbergs vittige oversigt over den kvindelige påklædnings forandringer, som han har oplevet i sin levetid. Han siger sådan:
”Fruentimmers klædedragt er ligesom onde væsker udi legemet, hvilke nu sætte sig udi lemmerne, nu udi hovedet, som derudover hæve sig som et tårn. Nu derimod ere væskerne nedfaldende udi hofterne, så alle synes at lave til barsel. Det synes, at de ligesom ved volde og mure vilde fortificere deres kyskhed. Men erfarenhed viser, at de dog ere lige så lette at bestorme som i gamle dage.”

Mens vi nu sidder dér, på Rådhuspladsen i Göttingen, professor Lichtenberg og jeg, forestiller jeg mig at vor samtale nok ville dreje sig om vejret, vi ville måske vinke til forbipasserende, vi kendte, vi ville måske udveksle lidt sladder fra byen. Han ville helt sikkert sige mig nogle galante komplimenter, og jeg ville nysgerrigt spørge ham, hvordan i alverden det hang sammen med det mærkelige lys, han kunne få til at oplyse huse og som han kaldte for elektrisk. Jeg ville lade mig omslutte af hans charme og intellekt og føle mig meget kvindelig i hans selskab.
Og her, tilbage i min egen nutid tænker jeg på Georg Christoph som en mand der havde hele livet på sin side, som man altid vil have, når arbejde og kærlighed ikke holdes adskilt, men forenes i én passion. ”Manden, der elskede kvinder,” tænker jeg om ham. Og han skal vide, at en afstand på 206 år ingenting er, for i tankerne genelsker jeg ham og hans virke.


Adda og Lichtenberg


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt