Kapitel 11

Sanatoriet

Pigen var ikke pige mere. Det var hun selvfølgelig, men hun var fjorten år nu. Hun havde små bryster og hun havde næsten haft menstruation et helt år.

     Hun levede et dobbeltliv. Om dagen passede hun sin skole og red sine ture på Skarvina så snart hun kom hjem. Indvendigt tænkte hun,
”de skulle bare vide!” ”De” var alle de dumme drenge og de voksne unge mænd, plus filmstjernerne, som hun så i ugebladene. Det, de bare skulle vide, var, at hun i virkeligheden var meget, meget smuk. Hun svøbte sin eventyrverden om sig og drømte sig ind i alle mulige spændende og farlige situationer, hvor der optrådte sorthårede mænd, der ville fange hende og gøre et eller andet ved hende. Hvad de nærmere ville gøre, stod lidt dunkelt. De ville bestemt kysse hende. Mod hendes vilje. Sommetider blev de nødt til at binde hende nede i en mørk og fugtig kælder. Indtil hun ville kysse dem. Hun blev varm af at lave alle de billeder.

     Det erotiske rørte ved hende. Når forældrene var ude om aftenen, prøvede hun moderens kjoler og gik rundt og følte, at nu var hun som hun skulle være. Sådan skulle hun se ud altid. Det gjorde hun bare ikke om morgenen. Når det regnede og stormede og hun traskede af sted til skolen i gummistøvler og regnfrakke. Når der lugtede af våd fåreuld og sure sokker i klasseværelset. Når de brune leverpostejmadder blev pakket op i frikvarteret. Når drengene var alt for små og hun alt for høj.... Så måtte hun fortælle sig selv om ”den anden verden,” den der var ligesom Marie Grubbe. Dér, hvor Marie med blussende kinder og hastige skridt går gennem haven og har fantasier lige som hendes egne.

     - Og de slæber dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort karl med svære, lange arme, en som Bertel i Bomhuset, tager i hendes bælte og rykker det over, og han smøger hendes kittel og hendes underkjortel af hende, og med sine sorte næver stryger han guldringene af de hvide, myge arme, og en stor halvnøgen, brun og lådden karl lægger sin hårede arm om hendes liv, og med sine plumpe, brede fødder træder han sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte lokker om sin hånd og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet krop, og den store lægger sine svedige håndflader på hendes nøgne ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende hingst, og de slænger hende ned i det grå støv på vejen, og de knytter hestens lange hale om hendes ankler....

I den virkelige verden, dén med regn og sol og klipfisk og får og mennesker, dér var Eyvindur.
Når han var i Tórshavn havde hun slet ingen ro på sig. Faktisk var det bedst når han lå ude på Sanatoriet. Så vidste hun, hvor han var.
Eyvindur Mohr var den flotteste mand hun kendte. Han var rigtig voksen, gift med en smuk dame, som pigen beundrede og hadede. Heldigvis var de vist nok ved at gå fra hinanden og konen boede ikke på Streymøy, men på Eysturøy. Så skulle man da ikke gå og kigge på hende her i Tórshavn.
     Eyvindurs far og mor boede i huset næsten over for deres. Det var derfor, pigen lærte ham at kende. Han var vild. Det var kunstnere. Især malere. De var allesammen vilde. Ellers kunne de ikke male. Måske var det, fordi han var vild, at konen ikke ville have ham mere. Han var sikkert også grusom. Hvis man kiggede godt efter, havde han ligesom et lille grusomt smil, der dirrede i mundvigen, når han så på en.

     Nu var han ude på Sanatoriet i Hoydal. Man skulle slet ikke tro det, fordi han så rask ud. Men Eyvindur havde kun en lunge. Han havde tuberkulose, og selvom han boede nok så meget i Rom for at male og komme sig, så blev han alligevel så syg, at han kom hjem igen.
Hans far og mor hilste fra ham og sagde, at hun gerne måtte komme og besøge ham engang.
     ”Hils min lille veninde,” havde han sagt! Pigen blev hed af glæde.

     To gange om ugen red hun troligt ud for at besøge ham. Hun var virkelig on a mission from God, når hun sadlede Skarvina og red ud til enden af Yviri við Strond, passerede et fåreled, red forbi de gamle, uhyggelige, rustne kar og tromler, der engang havde været hvalkogeri, pjaskede over Sandá og nåede Hoydal. Her var helt anderledes. Der duftede. Af nåletræer. Det skulle være så godt for de brystsyge, sagde man og derfor havde man fået træerne til at gro foran Sanatoriet.
     Eyvindur lå som regel på den store, åbne terrasse, pakket ind i tæpper. Pigens hjerte svulmede når han løftede hånden og vinkede. Hun lod Skarvina gå og græsse, mens hun sad ved hans fødder. Hans stemme var sommetider lidt ru, som om det gjorde ondt at tale. Pigen tænkte på hans eneste lunge. Den måtte ikke blive syg.
     Det var mest ham, der talte. Pigen var lykkelig, fordi det netop var hende, der var så privilegeret. Han måtte gerne tale i dagevis. Han måtte da kunne mærke hendes forelskelse, han måtte kunne høre hendes hjerte slå. Men hans øjne så hende vist ikke hele tiden. Han så ud over træerne og fjeldene og snakkede om, hvor godt det blev, når han blev rask igen. Han snakkede om sin kone, han savnede hende. Det brød pigen sig ikke om at høre, selvom det alligevel var godt, at han talte med hende som om hun var voksen.

     Én gang, hvor han fulgte hende ned til Skarvina – hun måtte ikke ride hjem i mørke, sagde han, én gang bøjede han sig ned og kyssede hende på munden. ”Kom så op med dig,” sagde han, og hun satte knæet i hans hulede hænder og svævede op på Skarvina. Måske elskede han hende lidt? Selv om det var om dagen, og hun så helt almindelig ud i rullekravesweater og ridebukser. Hun bar på sin hemmelige lykke og sørgede, selv om hun burde være glad, da han blev udskrevet.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt