Kapitel 10

Ólavsøka

Nu var pigen så stor, at hun fik lov til at være længe oppe til Ólavsøkafesten. Hvert år før sommerferien fortalte lærerne, hvorfor den 29. juli var Færøernes nationaldag. Det var til ære for Olav den Hellige, der blev slået ihjel i slaget ved Stiklestad den 29. juli 1030. Ham havde færingerne svoret troskab, det var selvfølgelig før han blev slået ihjel. Bagefter blev han kåret til helgen, og sådan holdt færingerne deres troskabsløfte til ham. På en måde blev han ved med at være deres konge.

     Festen var den store årlige begivenhed. Meget større end de fester, der blev holdt, når der havde været grindedrab. Den 29. juli var Tórshavn ikke til at kende igen. Det var blevet en magisk by. Alle havde nogen boende, venner og slægtninge, der strømmede til fra bygderne på de andre øer.. Man kunne mærke det flere dage før, for der var mange flere i byen end der plejede at være.
     Det begyndte allerede fra morgenstunden. Der var mange, der havde taget deres nationaldragter på. Først var der procession gennem byen. Amtmanden og provsten og præsterne og alle embedsmændene gik forrest hen til kirken. Alle andre fulgte med og kirken var stuvende fuld. Pigen og lillebroderen og faderen og moderen var der selvfølgelig også. Det varede meget længe før det var forbi. Bagefter begyndte alt det sjove. Pigen fik lov til at køre i bil sammen med en af faderens venner ud til Hoydalsvegur. For derude var der kapridning og han havde lånt sin hest Tor ud til en ung fyr. Pigens Skarvina var for langsom, det var små hurtige heste, der løb om kap, men pigen ville ønske, hun kunne ride med. Hun kendte godt Tor og havde redet på ham. Hun syntes det var meget uretfærdigt, at det ikke var hende, der red ham nu. Han vandt! De hujede og skreg, hun og Eivind, der ejede ham.

     Senere på dagen gik hun rundt med forældrene og lillebroderen og kiggede. Faderen var i godt humør. Så snart de mødte nogen, de kendte – og det gjorde de hele tiden - blev der taget en lommelærke frem og budt rundt. Hendes far havde røde kinder og lo meget, så man rigtigt kunne se hans flotte, hvide tænder. De var også inde mange steder hos forældrenes venner. Inde hos amtmanden mødte de tante Lisa. Hun var Tórshavns næstmest elegante dame efter pigens mor. Selv troede hun vist, at hun var den fineste. Hun var konsulinde. Og fremmede skulle helst sige fru konsulinde. Hendes mand, onkel Richard var englænder og finsk konsul på Færøerne. Tante Lisa var dansk. Inde hos amtmanden gik det lidt finere til end andre steder. De voksne drak sherry eller portvin. Hos postmesteren og i de andre huse fik man brændevin, og børnene blev budt på the og saftevand og kager.

     Pigen følte sig lidt voksen. Hun havde sin røde kjole på, den med de store, blå blomster, som hun og moderen havde købt, da de var på sommerferie i Kolding. Den havde hun det så godt i. Den smøg sig så fint om hendes krop. Til dagligt brugte hun lange bukser og ridebukser. Hun nød at mærke kjolen ligesom kærtegne hendes ben når hun gik. Hun havde sine sorte ballerinasko på, og hun var lige blevet klippet ligesom Audrey Hepburn. Hun havde plaget moderen længe om at få lov til at slippe for fletningerne. Nu var hun også blevet fjorten år, så gik man ikke med fletninger mere.

     Hun og Bodil skulle til dans om aftenen. Selvfølgelig skulle de til færøsk dans også. Allerede om eftermiddagen slyngede en lang kæde sig gennem gaderne. Det var sjovt bare at gå hen til kredsen, så lukkede den sig straks op, og man fik nogen under hver arm, som man måske slet ikke kendte. Men det virkelig spændende var, at hun godt måtte kigge ind i Sjónleikerhúsið for at se på engelsk dans. Når hun og Bodil var sammen, var det i orden. Engelsk dans var al den dans, der ikke var kædedans. Det var vals og polka og tango og alt muligt. Det var mest de unge, der dyrkede engelsk dans, men hendes far og mor plejede også at danse, når der var orkester. De var så smukke, hendes far og mor. Hun blev altid varm og blød, når hun så dem danse. De kunne godt ligne et par filmstjerner. Og så kyssede de hinanden. Helt åbenlyst. Og lo til hinanden. Når de havde gæster hjemme, plejede hendes mor at synge, mens hun spillede til på klaveret. Som regel begyndte folk at klappe i hænderne og råbe, at nu skulle værtinden altså synge. Hendes far kunne overhovedet ikke spille, og han sang heller ikke ret godt. Lillebroderen kunne alenlange vers udenad og sang glad og gerne for de voksne. Men pigen sang slet ikke.

     Når moderen gik hen til klaveret, stod pigen ved siden af og fik lov at vælge. Hun ville altid gerne høre noget fra Den glade enke. Faderen havde en masse plader med Léhars operetter. Hvis der var en af deres gæster, der kunne spille klaver, stod moderen ved siden af og sang. Pigen sad helt stille. Hun kiggede både på moderen og på gæsterne. Der var ikke nogen af damerne, der kom op på siden af hendes mor.

     Bodil boede omtrent en kilometer fra pigen. Hun var femten år og gik ikke i skole mere. Hun arbejdede i en frisørsalon. Hun så overhovedet ikke ud til at være femten. Hun havde noget, der hed rakitis. Det hed også engelsk syge. Det var der nogle børn, der havde på Færøerne. Det var noget med kosten. Bodils far og mor var ældgamle. Bodil lignede dem slet ikke. Hun var lille, meget brun i huden, hun så lidt vissen ud. Hendes arme var meget lange i forhold til hendes korte krop og korte ben og hun var en lille smule skæv i det. Hendes humør var tit dårligt, så man skulle være varsom med, hvad man sagde. De havde kendt hinanden lige siden pigen kom til Tórshavn. De var de eneste næsten jævnaldrende på vejen. Dengang løb de tit om kap. Det var pigen god til med sine lange ben og tynde krop. Men Bodil var altid hurtigere og pigen ærgrede sig gul og grøn over at det aldrig lykkedes hende at slå hende. Til gengæld satte det Bodil i godt humør. Måske tænkte hun så ikke så meget over, hvor grim hun var.

     Endelig blev det aften på festdagen. Det var slet ikke mørkt. Det var de lyse nætter, hvor det var så svært at sove, fordi det så ud som om det var dag. Hun og Bodil listede ind i dansesalen og satte sig helt ude ved siden på en bænk. De skulle bare kigge og nyde det. De købte en is hver, og ventede på, at det hele kom i gang. Orkesteret var begyndt at spille, men der var ikke nogen ude at danse endnu. Folk var altid generte i starten. Hun og Bodil så godt, at fyrene stod uden for og drak sig mod til. Alle de voksne unge piger stod og snakkede og lo i klynger, og lod som om de var fuldstændig ligeglade med fyrene uden for.

     Der kom en flok marinere ind. Der var engelsk flådebesøg, og pigen så beundrende på deres flotte uniformer. Hun havde engelsk i skolen, så hun kunne godt forstå lidt af det, hun hørte. Lots of pretty girls, sagde de. De virkede slet ikke berusede. Det måtte de vel ikke blive for deres kaptajn. De opførte sig meget pænt. Nu begyndte fyrene at komme ind og byde op. Der var ingen af dem, der havde færøsk dragt på. Nogle af dem havde anderumper og snævre bukser, men de fleste havde vandkæmmet hår og bukser med almindelig vidde.

     Pigen var færdig med sin is. Hun sad og slog takt med foden til musikken og prøvede på at se, om der var nogen hun kendte, der var ude og danse. Hun havde ikke taget sine briller med, fordi kjolen ingen lommer havde. Men Bodil så udmærket og fortalte, at den og den og den var ude og danse. Pigen elskede at danse. Men hun hadede at gå til dans. Det sagde hendes mor, at hun skulle. Alle drengene var mindst to hoveder mindre end hende, og de bød hende ikke op. Hun satte sommetider nogen af faderens plader på, når hun var alene hjemme med lillebroderen. Der var polkaer og mazurkaer og tangoer, og så var der selvfølgelig alle Léhars valse, som man kunne sjæle til.

     Hun blev lamslået og sendte Bodil et bønfaldende blik, da der tårnede sig en mariner op foran hende. Han slog hælene sammen og sagde, shall we dance? Bodil så ned i gulvet og fnisede. Pigen rejste sig værdigt og rystede nederdelen ud. Hun var glad for, at hun følte sig pæn. Hun havde hemmeligt taget lidt af moderens læbestift på og hun førte langsomt hånden op til sit nye pandehår og prøvede på at ligne Audrey i Prinsessen holder fridag.
     My name is Bob, sagde han, mens de banede sig vej ud på dansegulvet, what is your name pretty lady? Hun sagde hvad hun hed og det var en vals, en af de danse, hun var bedst til. Han var mindst halvandet hoved højere end hun. Hun skottede op til hans ansigt, han så meget voksen, men også meget sød ud. Han holdt hende tæt, men ikke sådan at hun følte, at det var væmmeligt. Hun havde aldrig været så tæt ved en mand før. Jo faderen, naturligvis. Men det var noget helt andet.
     De dansede til alle de danse, orkesteret spillede. Hvis de ikke lige kunne finde ud af det, opfandt de bare nogle trin. Han var lattermild og næsten bar hende og hun syntes, at hun blev forvandlet til en rigtig prinsesse. De var på gulvet lige til orkesteret holdt pause. Han havde et fast greb i hendes hånd, da de forlod dansegulvet. Hun glemte alt om Bodil. Can I buy you something to drink? spurgte han, og hun bad om en citronvand. De stod tæt sammen og drak, hun var tørstig, han med. Han drak en dansk vand, så hun, og hun tænkte, at han nok ville byde en anden op bagefter pausen. Nu var det sikkert slut. Hun kom til at se på sit ur. Hun blev forfærdet. Der var kun et kvarter til hun skulle være hjemme. I must go now, sagde hun og stillede flasken fra sig. Thank you very much! Hun var lige ved at neje og give ham hånden, men kom i tanker om, at sådan ville Audrey nok ikke have gjort. Hun smilede til ham og begyndte at gå ud.
     I shall walk you home, sagde han og tog uden videre hendes hånd og fik mast dem igennem alle de mennesker, der stod i døren. Der var råben og skrigen. Nogle af fyrene var begyndt at slås om pigerne. Sådan endte det altid. De drak for meget, og så lå de på jorden og tæskede løs på hinanden. Der var et par stykker, der fik øje på hende. De begyndte at råbe, at nu gik den danske pige med en englænder, han skulle have tæsk. Marinerne tog deres piger. Hun følte sig lidt stolt. Tænk: Hun var pludselig en af deres piger.

Hun trak i Bob, tænk hvis de begyndte at slå på ham. Der kom et par fyre hen til dem og prøvede at rive hende løs fra ham. Uden at slippe hendes hånd, gjorde han et eller andet, så de pludselig lå nede i græsset. Come on girl, sagde han, you show me the way.

     Han holdt armen om hendes skulder, mens de gik. Hun kunne ikke lade være med at læne sig en lillebitte smule ind til ham. Tænk! Her gik hun med en engelsk mariner. Bare far og mor ikke blev gale. Hun så på sit ur og begyndte at gå hurtigere. Da de stod udenfor havelågen tog han begge hendes hænder og smilede. Thank you for a beautiful night. May I give you a kiss? Det svimlede for hende. Et kys? Af en voksen mand? Hun lukkede øjnene og så mærkede hun hans læber mod sine. Hun blev varm og kold. Sådan en følelse havde hun aldrig oplevet før. Ikke til at sige, om det var rart eller væmmeligt. Hun åbnede øjnene og så på ham. You have so beautiful eyes, it is as they look in a distance, I cannot reach, sagde han.
Thank you very much, Bob, I have to go now, sagde hun åndeløst og famlede efter havelågens håndtag. Han rakte ind og åbnede den for hende. Hun småløb op ad trappen. Han stod der endnu, da hun vendte sig. Han vinkede til hende og hun løftede hånden til hilsen.

     Babysitteren var der endnu. Faderen og moderen var ikke kommet hjem. Hun åndede lettet op. Hun holdt sine aftaler. Pludselig gik der en iling gennem hende. Bodil! Hun havde fuldstændig glemt Bodil. De skulle jo følges ad hjem. Hun blev tør i svælget og stod og trådte sig selv over tæerne af bar´ ubeslutsomhed. Hun kunne da virkelig ikke gå tilbage for at lede efter hende. Hun blev nødt til at blive hjemme og vente på at forældrene kom. Og så ikke sige noget om hverken marineren eller Bodil.

     Det blev rigtig svært at snakke med Bodil i morgen. Hun var sikkert rasende. Pigen besluttede, at hun ville købe et eller andet pænt til hende og gå op til frisørsalonen. Måske kunne det formilde hende lidt. Nu kom forældrene. De snakkede lidt højt, syntes hun. Så havde faderen måske fået for mange snaps. Det brød moderen sig ikke om. Nej! De lo, selv om moderen lød vred. Alligevel kunne pigen godt høre, at det ikke var alvorligt. Lidt efter bragede døren op og faderen stod med moderen i favnen med et bredt smil. ”Så er vi hjemme, min skat. Herlig fest, ikke! Har du også moret dig?”


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt