Kapitel 8

Øjnene

Sommetider, når pigen fik hjælp af sin far til regneopgaverne, blev han irriteret over, at hun sad med næsen nede i stilehæftet. Han var også irriteret over, at hun var så umulig til regning. Han kunne regne alting i hovedet. Store tal og brøker og procenter. Alt muligt. Og hun var talblind, sagde han, det lovede desværre ikke så godt for fremtiden, mente han. Man skulle kunne regne for at klare sig.

     Pigen brugte sin lugtesans, sin fornemmelse for, hvordan folk bevægede sig, stærke farver, stemmer og lyde, som hun orienterede sig efter. Sammen med Skarvina tænkte hun aldrig over, at det var sådan.
     Hun var distræt, sagde folk. Nogle sagde, at hun var hoven. Det var mest dem, der ikke kunne lide danskere.
Pigen gik jo dér med næsen i sky og hilste ikke på folk, der gik på den anden side af vejen. Det sagde de til hendes far og mor, når de havde mødt hende, og hun ikke havde hilst.

     Sandheden var, at pigen ikke med sikkerhed kunne afgøre, hvem det var, der gik på den anden side af vejen. Især var det galt, når det var tåget, eller når folk havde noget andet tøj på, end de plejede. Når det var tåget, var det hele bare gråbrunt. Men hun kunne sagtens afgøre, om det var en mand eller en kvinde.

     Sandheden kom først for dagen i en skoletime, hvor de skulle have engelskprøve. Pigen sad på forreste række. Heldigvis var hun dygtig i alle andre fag end regning, så hun og Hjørdis skulle sidde forrest og så sad de andre bagved efter deres karakterer.
     Når lærerne skrev noget på tavlen, plejede pigen at rejse sig og gå op til kateteret, hvor blyantspidseren stod. Mens hun spidsede sine blyanter, kneb hun øjnene sammen og prøvede på at læse, hvad der stod. Tal var sværest at holde ude fra hinanden. Også sværest at huske. Hun tænkte ikke noget særligt over, at dem på bageste række sagtens kunne se tavlen. Det var nok bare en evne, de havde.
     Hjørdis var den eneste, der havde briller. Hun var meget klog og meget tålmodig og plejede at hviske, når læreren skrev på tavlen, så pigen kunne skrive det ned i stilehæftet. Pigen blev god til at skrive rigtig hurtigt, så hun kunne følge med.

     En dag lånte pigen Hjørdis briller et øjeblik. Hun blev overrasket over at se, at hendes veninde fik et underligt, dødt blik uden sine briller. Det var som om, hun overhovedet ikke prøvede på at se nogetsomhelst, men bare ventede på at få brillerne tilbage. Det virkede lidt uhyggeligt.

     Pigen blev overbevist om, at hendes øjne ihvertfald ikke fejlede noget. Hele klasselokalet forsvandt i en tåge, så hun blev helt svimmel, og hun kunne næsten ikke skimte Hjørdis, der sad lige ved siden af hende. Hun skyndte sig at aflevere brillerne igen.
     Hun lærte siden, at Hjørdis var stærkt langsynet.

Deres engelsklærer var skrap, og meget patriotisk. Han kunne ikke fordrage danskerne, der efter hans mening ødelagde det færøske sprog, og desuden bare kom og tog de bedste stillinger nogle år, hvorefter de rejste tilbage til Danmark. Det sagde han i timerne, og pigen vidste godt, at han hentydede til hendes far og til deres danske venner. Konsulen og ambassadøren og alle de andre.
Hr. Lytzen kunne heller ikke fordrage pigen.

     Hun var bange for ham. Det var de færøske børn også, men det var altid hende, han nev i armen og stod og råbte til, hvis hun i bar nervøsitet sagde noget forkert. Han sagde, at hun skulle ikke tro, hun var noget, og gøre sig til af noget, bare fordi hendes far var direktør.

     Pigen var god til engelsk. Det var hun til alle sprog: færøsk, svensk og tysk – og dansk selvfølgelig, selvom hun sommetider læste op ligesom de færøske børn, fordi hun syntes deres dansk lød så sjovt.

    Den dag de skulle have prøven, skrev Hr. Lytzen en masse op på tavlen og pigen blev desperat. Han skrev med småbitte bogstaver, og der var også uro på bageste række, fordi de heller ikke kunne se, hvad der stod. Han stod med ryggen til og skrev. Det skulle de oversætte til engelsk, når han sagde, at de skulle begynde. Pigen kunne ikke engang se, om det stod på dansk eller færøsk, og hviskede til Hjørdis, om hun kunne hjælpe med at skrive ned, hvad der stod, så hun kunne få det oversat. Det var en umulig bøn, det vidste pigen godt inderst inde. Det kunne hun slet ikke forlange af Hjørdis.

     Hr. Lytzen hørte hende hviske og vendte sig om med flyvende spyt og råbte, at hun snød og hev hende op at stå og gav hende en ørefigen. Pigen var aldrig blevet slået før. Hun græd og fik sagt at hun ikke snød. Hun kunne bare ikke se, hvad der stod, fordi det var skrevet så småt.

     Hun skulle ind til overlæreren. Øjeblikkeligt, sagde Hr. Lytzen. Hun skulle selv fortælle overlæreren, at hun snød. Han trak hende i armen og næsten smed hende uden for døren. Hun fornemmede stilheden i klassen, da han smækkede døren efter hende. Hun var godt klar over, at de var lettede over, at læreren havde hende til at lade sit temperament gå ud over.

     Overlæreren var helt anderledes. Han var mild og venlig, og det værste var næsten, hvis man virkelig havde gjort noget galt, for så blev man så ked af det på hans vegne. Ham var pigen ikke bange for.

Hr. Magnussen gav hende sit lommetørklæde og bad hende sætte sig og fortælle, hvorfor hun var sendt ind til ham. Pigen forklarede, at hun slet ikke kunne se, hvad der stod på tavlen, det stod så frygtelig småt. Hun havde bare hvisket til Hjørdis, om hun ville skrive ned, hvad der stod, så hun kunne begynde at oversætte.

     ”Men goða, tú erst jú dugandi til eingilskur, tað veit eg,” sagde han. ”Kannst tú ikki síggja, hvat sum standar á svartatalvan? Kann henda, tú tørvar á brillur.”

Han skrev et brev til hendes far og mor, og sendte hende hjem. Han sagde, at han ville tale med Hr. Lytzen om sagen. Hun beholdt hans lommetørklæde.

     Dagen efter gik hendes mor med hende til optiker. Hun var voldsomt nærsynet, sagde brillemanden. Hendes brillestyrke skulle være minus 6 på det ene øje og minus 6 ½ på det andet øje. Pigen var både glad og ulykkelig. Nu ville hun kunne se, men hun ville også blive endnu grimmere, end hun var i forvejen. Det var hun overbevist om. Hendes mor og brillemanden fandt et stel, de syntes klædte hende godt. Brillemanden sagde, at hun havde store, pæne øjne, så derfor skulle hun have et lyst stel for at fremhæve dem. Det hjalp lidt.

     Da hun hentede sine briller en uge senere, blev hun forskrækket over at se, hvordan optikeren så ud. Hun kunne se sig selv i spejlene på lang afstand og det var da et mirakel. Hun kunne se sine fødder i de røde rågummisko helt tydeligt, og hun kunne se sprækkerne i linoleumsgulvet i forretningen. Da hun kom udenfor, væltede det hele ind over hende. Hun kunne se bittesmå sten på vejen, hun kunne se Tinganes og skiltet, hvor der stod ”Balslev & Co.” Det var dér, hendes far var direktør. Hun kunne se sin lillebrors små ternede bukser, da han løb hende i møde. Hun kunne se sin mors ansigt. Moderen smilede, og hendes røde hår lyste. Pigen gik ud på marken og hun kunne se Skarvinas mulehår på lang afstand. Det var både dejligt og meget skræmmende altsammen.

Verden trængte sig pludseligt alt for meget på. Alt for skarpt og hårdt tegnet.
     Hun puttede brillerne i lommen og besluttede at bruge dem, når det var nødvendigt. Det var ikke altid nødvendigt at se alting så skærende skarpt.
     Hun var tretten år.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt