Refleksioner ved et Sankt Hans bål, 23. juni 2005


Skal. Skal ikke.
To be or not.
Ja
eller
Nej.
Ak og ve!

De dumme hollændere og de arrogante franskmænd stemte traktaten ned. Hvad nu Europa?
Som statsminister Anders Fogh Rasmussen så klogt svarede, da han blev spurgt: ”Hvad skal tænkepausen så bruges til?”
”Ja, det må vi så tænke over.”

Er den europæiske union en dysfunktionel familie, som en leder i Information siger? Et Babelstårn med 25 forvirrede stemmer, der råber i alle retninger?

EU er et historisk projekt, et formidabelt eksperiment, der burde kunne få Danmarks og øvrige europæiske landes indbyggere til at løfte blikket, om ikke mod himlen, så dog ud over den nationale forsegling. – Ikke fordi, der er noget i vejen med at føle sig i samhørighed med sit fædreland. – Tværtimod er det en lykke at høre til! Det er der mange nok, der ikke gør, og ikke får lov til: at føle sig samhørig med sit land. Lykkelig den, der kan sige: Her er jeg født, herfra min verden går.

H.C. Andersen var europæer. I hvor høj grad hans rejser fyldte i hans liv, ser vi i år, hvor hans 200 års fødselsdag fejres. Om udsyn og indsyn vidner hans yndige kærlighedserklæring til Danmark.

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejlig som i bøgens fædreland!


Ordet: ”Herfra,” er nøglen til forståelse af, at det for ham var nødvendigt at sige netop dette ord. ”Herfra!” Herfra bliver verden omkring mig til, den bliver synlig, og herfra går jeg ud og ser mig omkring.

Hvorfor blev den europæiske idé aldrig folkelig?
Et af svarene blev allerede givet i 1972 op til afstemningen om traktaten. Benny Holst og Arne Würgler udgav LPen europasange som manede til kamp mod at sige ja. Det er morsomt og tankevækkende at høre den i dag, 33 år senere. På bagsiden af coveret står manifestet:

Der er kun en nation. Det er mennesker
Der er kun et fædreland. Det er jorden
Der er kun en religion. Det er kærligheden


Ser man på sangene fra dengang, afspejler de, hvad mange stadig mener om EF/EU:

Der er meget langt fra mig til Christiansborg.
Der er endnu længre fra Danmark til Bruxelles.
Vi sætter vores kryds ved en vi kender lidt,
men vi kan ikke stemme på nogen i Bruxelles.


Men i 1972 stemte Danmark sig ind i EF. På det tidspunkt erklærede venstrefløjen sig som nationalistisk og nordisk sindet, og anså ikke et fælles Europa som noget attraktivt.

Og dog findes på samme plade en sang, der poetisk og visionært adskiller sig fra protestsangene. Den udtrykker en stor drøm om et europæisk fællesskab, skabt nedefra. Skabt af folket

Europavalsen

Engang vil jeg rejse i Europa
og føle mig hjemme overalt.
Engang vil hjulene dreje
for mensker og ikke profit.
Engang vil langsomme flyvere
være hurtige nok.
Engang vil flagene samles
i en kulørt ballon.

Jeg rejser i et Europa
grønt af menskers håb
gult af korn og glæde
rødt af hjerteblod.

Engang vil jeg rejse i Europa
og møde venner overalt.
Engang vil tårnenes kobber
grønnes i renere luft.
Engang vil det røde Europa
stige af vores kamp.
Engang vil jeg ta dig i hånden
og vise den verden vi tog.

Jeg rejser i et Europa
grønt af menskers håb
gult af korn og glæde
rødt af faner
rødt af hjerteblod

Det bør ikke være muligt at trække sig tilbage fra en form for europæisk fællesskab. Det bør ikke være muligt at vende tilbage til dogmet om en truet og udsat nationalstat, oversvømmet af polske blikkenslagere.

Jeg benævnte H.C. Andersen som europæer. Vi har i sandhed en til: Europæeren Brandes. I slutningen af 1900 tallet forsynede Brandes os med de nyeste tanker og bøger fra Europa, og sendte til gengæld Kierkegård og Ibsen, Strindberg og J. P. Jacobsen ud over grænsen. Brandes gennemrejste blandt andet Polen og Rusland og mødte hård modstand fra det hjemlige, nationalliberale establisment, der hyldede Gud, konge og fædreland.
Brandes var lidenskabeligt engageret i samfundet. Han sloges med ord og pen FOR individet. Han skrev om kultur og samfund, han protesterede mod oprustning og politisk forfølgelse, hvor han fandt den.

Hans buste kan beskues i København. Brandes plads, hedder stedet, der ej er nogen plads, men et heftigt trafikeret kryds, ingen slipper heldigt fra at betræde.

Shame on you Denmark.
Busten burde omkranses af blomster og flag. Han burde huskes og æres som landets store, internationale humanist. Hans buste burde stå på en PLADS, hvor vi i fred og ro kunne kontemplere over hans indledning til Hovedstrømningerne, der begyndte at udkomme i 1871.

Det kræver mod at leve, sagde Karen Blixen. Georg Brandes sagde næsten det samme om H. C. Andersen: Det kræver mod at have talent.
Ja, det krævede mod at være H.C. Andersen, der trods sin tro på sig selv og sit talent, alligevel gerådede i bundløs sorg og kvide, når folk nedgjorde ham, eller ikke forstod ham. At være modig er at overvinde angsten. Og det gjorde Andersen gang på gang. Han rejste aldrig nogen steder uden sit brandtov, så han kunne fire sig ud af vinduerne på alle de hoteller, han boede på, hvis der udbrød ildsvåde. Og han havde altid en seddel hæftet på brystet, hvorpå der stod: ”Jeg er skindød!”

Om at vove, og om at elske. Se, det omhandler just hans eventyr, Hyrdinden og skorstensfejeren.

Har du virkelig mod til at gå med mig ud i den vide verden? Spurgte skorstensfejeren. Har du betænkt, hvor stor den er, og at vi aldrig mere kan komme tilbage?
Det har jeg, sagde hyrdinden.
Den lille hyrdinde følger sin skorstensfejer på en farefuld færd gennem rør og sorte tromler, til de til sidst sidder oppe på kanten af skorstenen.

Himlen, med alle dens stjerner var ovenover, og alle byens tage nedenunder. De så så vidt omkring, så langt omkring i verden. Den stakkels hyrdinde havde aldrig tænkt det således. Hun lagde sit hoved op til sin skorstensfejer, og så græd hun, så guldet sprang af hendes livbånd.
Det er altfor meget! sagde hun. Det kan jeg ikke holde ud! Verden er altfor stor. Gid jeg var igen på det lille bord under spejlet.


Skorstensfejeren må gelejde den lille dame hele vejen tilbage til det lille bord med spejlet, hvor hun alligevel allerhelst ville være.

Andersens skorstensfejer er kæk og modig og frihedselskende. Han tager sin elskede med ud på det store eventyr, ud i den vide verden. Men langt når de jo unægteligt ikke, før han må følge hende tilbage igen, da modet svigter hende.

Den lille hyrdinde overvandt ikke sin angst for den vide verden. Men jeg vil tale med skorstensfejeren, og fortælle ham, at han skal følge både kærligheden, talentet og modet. Jeg vil sammen med ham begive mig ud på en ny færd, som vi skal gennemrejse med tanke, sjæl og krop. Jeg vil sammen med skorstensfejeren søge at sætte mod i den lille hyrdinde, og vi vil vise hende, at det slet ikke er så farligt som hun tror. Hendes nej, vil da måske blive et ja! når hun tør se, hvor rummelig og vid og vidunderlig den store verden er.
Se, da vil en ny eventyrlig begyndelse vise sig for et Europa, hvor kraften, og ikke magten råder.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt