Kapitel 7

Nonnerne

     Søster Duffa, søster Barbara, søster Virginia, søster Maria, søster Beatrice og søster Angelica, var de yngste af nonnerne. Barnet, der næsten ikke mere kunne kaldes barn, beundrede dem.
     Hun forestillede sig, hvordan de så ud indenunder alle skørterne, hvad slags hår de havde under sløret, og om det mon var sandt, at de var kronragede? Man kunne kun se deres ansigter, slet ingen hår, ikke den mindste lok tittede frem. Men hun troede ikke på det med kronragningen.
     Hun var sikker på, at når de skulle i seng, så tog de nonnedragten af, lag efter lag. Allerinderst havde de en grov særk af hårdt uld, der kradsede mod huden. Det var fordi, de aldrig måtte glemme, at de var Kristi brude. Til allersidst lagde de det stivede slør fra sig. Måske havde de hvide natkjoler, og de havde i hvert fald alle sammen langt hår, som de børstede hundrede gange, før de knælede på det kolde stengulv, foran krucifikset, der hang på væggen.
     Så lod de deres rosarium glide mellem fingrene, mens de bad. ”Hellige guds moder, bed for os syndere, nu og i vor døds time.”

     Barnet, der ikke mere var barn, forestillede sig, at de rejste sig og gjorde korsets tegn foran sig. Så slog de det hvide tæppe, der dækkede den smalle jernseng, til side, og lagde sig. De lå på ryggen hele natten med hænderne foldet over dynen.
     Før skolen begyndte næste morgen, var de glade for den nye dag, og priste den til guds ære inde i kirken. Pigen ville gerne være som dem. De tænkte sikkert ikke syndige tanker, de drømte ikke underlige drømme, hvor det kildrede så sært mellem benene, at man blev nødt til at sætte en pegefinger et helt bestemt sted, når man vågnede. Og så skete der noget, man slet ikke kunne tale med nogen om. Noget, der helt sikkert var en stor synd. Det var ikke rigtigt til at vide. Man kunne jo slet ikke få sig til at spørge nogen, om de også havde oplevet den himmelske salighed. Men den var sikkert ikke himmelsk. Men djævelsk. For man kunne umuligt forestille sig, at den gode gud havde placeret en lille frydefuld knap på et så skamfuldt sted. Det måtte være djævelens værk.

     Pigen stred med synden. Om dagen var hun ren og ville ligne søster Barbara og søster Angelica. Søster Barbara var helt ung. Hendes mund var så bedårende, og hendes øjne var store og brune. Søster Angelica havde grønne øjne, og hendes hud var smuk. Det af den, man kunne se. Hun havde småbitte fregner på næsen og hendes øjenbryn lignede sorte fuglevinger.

     Om natten syndede pigen. Bare for et øjeblik at blive løftet et sted hen, der ikke fandtes magen til. På en måde var hun glad for, at hun ikke skulle skrifte. Det var de voksne katolikker, der gjorde det. Det ville være så pinligt at fortælle fader Magnus om det sted dernede. For ham ville hun så gerne være ren. Og smuk. Han var skolens præst. Han var slet ikke så alvorlig som man først skulle tro. Det var nok, fordi han altid havde sorte bukser og sort jakke på. Det eneste hvide var en smal, rund krave, man lige kunne se inden under jakken. Når det var søndag, eller når der var en eller anden højtid i kirken, havde han sin sorte soutane på. Den klædte ham så godt, og pigen syntes, han den smukkeste mand, hun kendte. Måske lige bortset fra hendes far. Pater Magnus havde brune øjne og var mørk i huden, og når han havde den lange præstekjole på, lignede han en slags ridder fra gamle dage.

     Pigen ønskede hver aften at hun ville være smuk, når hun vågnede. Hvis bare man var smuk og vidste, at man var det, kunne ingenting gå galt med en. Så ville alle mennesker elske en.

     Men den dag, hendes far kom og sagde, at han kunne skaffe hende en hest, hvis hun ville passe den helt selv, den dag var hun ligeglad med, at hun ikke var smuk og heller aldrig ville blive det. Da var hun ti år.

     Nordbaggen Skarvina kom til hende, og hun fyldtes af ærefrygt for de himmelske magter. Hun havde bedt om en hest. Hendes bøn var gået i opfyldelse. Fra den dag vidste hun, at ærkeenglen Gabriel, ham, der stod henne i kirken, var hendes mægtige beskytter.

     Skarvina gjorde hendes verden større. Skolevejen, søstrene, pater Magnus og livet i kirken var der stadig. Men alligevel ikke som før.

     Hesten bragte hende over fjeld og li, gennem storm og tåge, regn og solskin. På dens ryg følte hun sig i pagt med naturen og med mennesker. De hilste hende og hun dem, når de mødtes. Der var fiskere og bønder, der var folk, som var ude for at se til deres får. Hun og Skarvina fik venner mange steder på øen.

     Hun lærte at tolke havets sange: Den sagte rumlen, der betød: Jeg er ufarlig og venlig. Den større duren, der betød: Jeg er dyb og mægtig, og mine dønninger bærer skibene uden at skade dem. Og den store sang, den sang, der var som en brølen: Jeg knuser jer. Jeg fejer jeres latterlige små både omkuld med en af mine bølger, jeg opsluger jer så I ikke findes mere.

     Havets verden var lige så stor som kirkens verden. Havet tog og havet gav. Inde i kirken sagde pater Magnus, at når nogen blev borte på havet, så var det fordi Vorherre havde bestemt det. Pigen besluttede at holde sig til Gabriel. Vorherre kunne man vist ikke rigtig regne med.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt