Kapitel 6

Yviri við Strond
Det gule hus ved stranden i Tórshavn.

De boede i et træhus. Det var stort, og det var malet gult. Det stod på en hvid betonsokkel. Det sagde de voksne, at det hed. En slags høj kælder med vinduer. Det var ikke en rigtig kælder, for der var masser af lys. Slet ikke ligesom den mørke kulkælder hjemme hos morfaderen og mormoderen i Kolding.
Faderen fortalte, at deres hus var blevet forsinket, fordi der først skulle sprænges i klipperne, så der blev plads til huset, før man kunne begynde at bygge. Man kunne ikke bare uden videre lægge et hus oven på klipperne. Det havde vistnok været svært at få sprængt klipper nok væk til at deres hus kunne komme til at ligge, hvor det lå.

     Men nu var de flyttet ind.
Man kom ind i det ad en bred trappe. Først kom man ind i forstuen. Det hele lugtede nymalet og gulvene var ferniserede. Så kom man ind i køkkenet. Det var stort. Større end deres eget køkken derhjemme i Danmark. Men det mærkeligste var, at der slet ikke var en gasovn eller et gaskomfur. Der stod et sort komfur med ringe og skorsten. Det skulle man putte træ eller koks i, så kunne man lave mad. Der var altid varmt i køkkenet. Barnets mor brændte sig flere gange på komfuret, fordi hun ikke havde prøvet sådan noget før.

     Nedenunder var der værelser. Der gik en trappe ned fra køkkenet. Man kunne sætte en lem over åbningen, så man ikke faldt ned ad alle trapperne. Der var et soveværelse til faderen og moderen og lillebroderen. Der var et badeværelse med kar. Men det brød barnet sig ikke så meget om. Der var ingen vinduer i badeværelset. Der var lidt uhyggeligt. Midt ude på kældergulvet stod der et lille pænt og rent fyr. Det varmede hele huset op. Der var radiatorer over det hele, undtagen i køkkenet.

     Det allerbedste var barnets eget værelse. Det havde to store vinduer. De sad så lavt, at man bare kunne kravle ud lige når man ville. Det ene vendte ud mod en stor, grøn mark. Det var deres have. Selv om det bare var en mark. Barnet lærte, at sådan en hed en trøð på færøsk. For enden af marken lå der en masse store klipper. De var morsomme at kravle rundt på. Bagved klipperne var Atlanterhavet. Det var et flot ord! Det lød som den store verden. Sommetider var havet roligt. Men det lignede slet ikke Lille Bælt hjemme. Lille Bælt kørte man bare over med tog, og vandet så helt roligt ud. Men på Færøerne var det helt vildt. Atlanterhavet var vældig stort og der stod altid høje skumsprøjt op. Når det rigtig stormede, så var der nogle færinger, der smed et tov tværs hen over taget på deres hus med nogle store sten på hver side. På den måde røg taget ikke af. Huset hjemme ved Yviri við Strond lå så tæt ved havet, at vinduerne sommetider var helt hvide, når de vågnede om morgenen efter en storm. Det var alt saltet, der kom fra Atlanterhavet. Så måtte de sætte en lang stige op til vinduerne. Det var altid faderen, der kravlede op for at vaske saltet af, så de kunne se ud igen. Imens holdt moderen godt fast i stigen, og råbte op til faderen, at han endelig ikke måtte falde ned.

     Der var en vig, hvor der svømmede ænder rundt. Hun havde lagt mærke til dem allerførste gang, de besøgte huset. Men det var slet ikke almindelige ænder, som dem hjemme i Slotssøen. Det var edderfugle. Det var deres dun, man puttede i de rigtig fine dyner.

     Man kunne komme ud af kælderen uden at gå op ad køkkentrappen. Der var en dør, der vendte ud mod hovedindgangen, dér, hvor den udvendige trappe var.

     Ovenpå var der en mægtig stor stue. Der var en glasveranda og en anden trappe, der gik ned til haven, som altså bare var en mark. Stuen havde vinduer hele vejen rundt. Atlanterhavet og Nólsoy og himlen og fuglene var lige uden for.

     Der var også et toilet med bruser. Der var et vindue. Barnet brugte mest bruseren. Det var sjovt nok at have et badekar, man kunne ligge ned i. Men hun kunne ikke lide at være alene dernede.

     Barnet elskede det hus lige med det samme. Hun havde ikke prøvet at have sit eget værelse før. Nu havde hun sit helt eget skrivebord, sin egen seng, sin egen bogreol, og sine egne stole. Og hun kunne bare hænge alle de billeder op på væggen, hun ville. Hun klippede Christel tegninger ud af de blade, mormoderen sendte op til dem. Hun syntes bestemt at hun lignede en Christel-pige lidt. Lange ben, dét havde hun i hvert fald. Og tynd var hun også. Og hendes hår var også sådan lidt rødligt i det. Ligesom hende, Susy, i Susy bøgerne.

     Vejen, de boede på, hed Yviri við Strond. Det betød henne ved stranden. Der lå et hus næsten lige over for, og et til lidt længere oppe ad vejen. Ellers var der ingen huse. Kun vejen, der var af grus,. Den endte bare længere ude. Så var der kun marker og fjelde og får.

     Faderen og barnet fulgtes ad ind til byen om morgenen. Om sommeren var det dejligt at gå. Især når det ikke regnede. Om vinteren var det buldermørkt og lidt uhyggeligt. Så var det godt at have faderens hånd i sin. Sommetider stormede det så meget, at barnet var ved at blæse væk. I begyndelsen fulgte faderen hende helt op til skolen. Men da hun var blevet større, gik hun det sidste stykke selv. Så sagde de farvel lige før Havnargøta. Trælasthandelen lå helt nede ved havnen. Og dér skulle faderen hen og bestemme, hvad slags træ folk skulle have til at bygge deres huse med.

     Skolen lå i Mariugøta. Kirken hed Mariukirkjan. Det var fordi, jomfru Maria var nonnernes skytshelgen.

Det var en helt anden slags skole end hjemme i Kolding. Børnene var i begyndelsen ikke særlig søde ved barnet. De drillede fordi hun havde noget andet tøj på end de var vant til at se. Og også fordi hun talte så fint dansk. De kunne sagtens tale dansk selv, men det lød sjovt. Barnet lærte sig hurtigt at tale færøsk. Hun blev så god til det, at hun for sjov talte dansk på færøsk maner. Så troede folk, at hun var en rigtig færing.

Drengene i klassen var ret søde. De havde nogen sjove navne. De hed Hanus og Janus og Just og Jógvan. Og selv om hun ikke selv kendte nogen, der hed Jesus, så vidste hun, at der også var nogen rundt omkring, der hed det. Barnet var ikke vant til at gå i skole med drenge. Det var spændende.

Men pigerne havde ikke rigtig tid til at lege efter skoletid. De skulle hælpe hjemme. De kunne både lave mad og sy og strikke. Alt muligt kunne de. Det kunne barnet ikke. Hendes mor havde ung pige i huset. Det fik hun næsten lige efter, de var flyttet ind. Så hun kunne komme sammen med de andre damer i Tórshavn, og så der var nogen til at passe lillebroderen. Barnet syntes at de unge piger var rigtige damer. Nogen af dem kom fra Danmark. Men de færøske piger var de bedste, syntes barnet.

     Barnet tilbad nonnerne. Hun tilbad også Jomfru Maria og alle englebillederne inde i kirken. Hun plukkede vilde blomster som Jomfru Maria skulle have stående på sit alter i kirken. Somme tider bad hun om lov til at støve alle helgenbillederne af. Hun nejede foran alteret som hun så nonnerne gøre. Og hun dyppede to fingre i vievandskarret og var helt sikker på at nu blev hun velsignet. Hun kunne godt tænke sig at blive nonne, når hun blev stor. De var så dygtige til alting. De snakkede en hel masse sprog, og de underviste, og priorinden var den øverste. Hende havde de alle sammen respekt for. Hun lignede overhovedet ikke frøken Krause hjemme fra døtreskolen. Hun var slet ikke gammel. Selv om hun havde runde briller, så hun smuk ud med det hvide slør og de store skørter. Sådan ville barnet godt være. Ligesom priorinden. Hun hed søster Duffa.

     Barnet var flink i skolen. Hun var stadigvæk ikke særlig god til at regne, men hun fik Jesusbilleder i sine stilehæfter i næsten alle andre fag. Nonnerne belønnede en, når man havde lavet sine lektier rigtig godt. Så klistrede de et helgenbillede ind i ens stilebog. Det var en stor ære for børnene. Barnet fik mange. Hun var en god elev.

     Det var rart at vide, at Gud og Jesus bestemte alting. De bestemte, om hun skulle gå til venstre eller til højre, når hun gik hjem. De bestemte vejret, de bestemte, når nogen skulle dø. Og man skulle bede til dem. Nej, man skulle selvfølgelig ikke, hvis man ikke ville. Barnet ville gerne. Hun ville gerne være rigtig from.
     Derfor begyndte hun at bede morgen, middag og aften. Hun lavede et lille alter hjemme på sit værelse med Jomfru Maria og Jesusbarnet. Hun satte lys foran. Hun bad om at få en hest. Det var det ønske i verden, hun allerhelst ville have at Gud og Jesus skulle opfylde. Til gengæld ville hun hjælpe sin mor og være sød mod sin lillebror. Det var hun ikke altid. Hvis hun fik den hest, skulle hun nok være rigtig sød mod ham. Alle mennesker sagde, at hendes lillebror var en rigtig lille mand. De sagde, at han var så morsom og så køn. Han smilede til alle, han mødte. Og så sang han hele tiden, da han blev lidt større. Barnet syntes, at han tog lovlig meget af opmærksomheden fra hende. Der var aldrig nogen, der sagde at hun var køn eller morsom. Det var også derfor, hun ville være nonne. Så ville hun være priorinde og bestemme alting.

     Men hvis Gud og Jesus sørgede for at hun fik den hest, så ville hun altid tro på dem, og så ville hun altid passe godt på sin lillebror og være sød mod ham. Derfor kunne hun jo godt blive nonne senere.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt