Kapitel 5

Rejsen

Det sværeste var at sige farvel til mormoderen og morfaderen.
     De fulgte med helt til København og de lovede snart at komme op og besøge dem. De stod og blev helt bittesmå da skibet sejlede og barnet vinkede, lige indtil moderen sagde, at nu kunne de ikke se dem mere.

Rejsen var ikke det eneste nye i barnets liv. Hun havde fået en lillebror. Så nu var hun fars og mors store pige. Hun var da også otte år!

     Sejlturen var helt forfærdelig og de var alle sammen søsyge undtagen faderen. Der var storm, og det var meget alvorligt, sagde han. Han var den eneste af dem, der ikke lå i køjen og kastede op. Hendes mor lå i den underste køje og holdt lillebroderen tæt ind til sig, så han ikke faldt ud. Skibet rullede og rullede og barnet lå og kiggede på det tøj, de havde hængt op på nogle knager på væggen. Sommetider stod det vandret ud i luften og det blev hun endnu mere søsyg af at se på.

Hun prøvede på at sige til sin mor, at de vist aldrig skulle være rejst, men moderen svarede ikke og lillebroderen hylede.
     Faderen kom tit og så til dem og skiftede deres brækposer. Han var overhovedet ikke spor søsyg og han sagde at selv kahytsjomfruerne var syge. Han gav hende en appelsin som hun skulle lugte til. Den skulle nok dæmpe søsygen.
     Hun holdt den helt tæt op til kinden og indsnusede dens søde duft og den hjalp virkelig.

Og så var de der lige pludselig. Hun stod på slatne ben og holdt faderen i hånden og hendes mor havde lillebroderen i favnen. De kiggede ind på land oppe fra skibet. Der var langt ned til kajen. Der stod en masse mennesker dernede. Det regnede og blæste og barnet syntes alting var gråt. Himlen og landjorden, alting var bare gråt. Det var vist et rigtigt dumt land.
     Da de stod nede på kajen kom den farende op mod hende så hun var ved at vælte bagover og hun blev søsyg igen. ”Det er fordi vi har sejlet så længe,”sagde faderen, ”den fornemmelse af at landjorden gynger, kender alle rigtige sømænd. Det går over om et par dage.”
     Moderen stod helt stille og kiggede ned på lillebroderen, der var faldet i søvn. Faderen pegede op, ”se, der ligger Balslev og Co. Det er dér, jeg skal arbejde.” De så en stor, rød bygning med navnet, ”A/S Balslev og Co.”

     ”Det skal du bestemme over!” sagde barnet, og faderen sagde at det var nok rigtigt.

Så kom der en mand hen til dem og sagde velkommen på et sjovt dansk. De steg ind i en bil. Barnet havde kun kørt i en bil to gange før. De kørte hen til et hus. Det var også gråt.
     Moderen var meget bleg, og faderen var bekymret for om hun var syg, men hun sagde at det nok skulle gå. De fik noget at spise, det var som om alting var lidt tåget for barnet, for næste dag huskede hun bare at moderen havde ligget og grædt i sengen i det værelse, de alle sammen skulle sove i.
     ”Så, så, lille skat, de har lovet at huset nok skal blive færdigt inden jul,” sagde faderen, ”det skal nok gå alt sammen.”

Barnet kunne næsten ikke komme ud af sengen. Hun havde ondt over det hele. Dem, der ejede det grå hus, troede at det var to små børn der kom. De vidste ikke at det var en stor pige på otte år. Faderen og moderen sov sammen på en divan og lillebroderen i en lille bambusseng ved siden af. Barnet var krøbet ned i en tremmeseng, der var alt for lille til hende.
     ”Det her Færøerne, det kan jeg ikke lide,” sagde hun.

Der var masser at lave.
     Først gik de alle sammen op og hilste på den skole, hun skulle gå i. Alle lærerne var nonner. Hun kunne lide dem lige med det samme. Der var ingen frøken Krause, det var næsten alle sammen frøken Kruuser, selv om de havde lange, hvide slør, der blæste så sjovt efter dem når de gik.
     De viste hende alting. Også kirken, hvor de hver morgen skulle synge morgensang. De pegede på en figur, der var ligesom et rigtigt menneske, og sagde at det var den hellige Franz af Assisi. Han var deres skytshelgen, og derfor hed de Franziskanersøstre.
     Barnet besluttede på stedet, at hun ville være nonne når hun blev stor.
Men hun sagde det ikke højt.

Bagefter tog de ud for at se det hus, de skulle bo i. Deres helt eget hus.
     Barnet syntes, det lignede en byggeplads. Moderen så trist ud og sagde at det kunne da umuligt blive færdigt, så de kunne holde jul.
     Faderen så meget bestemt ud i hovedet og sagde at det skulle han den onde lyneme nok sørge for at det blev.
Når han sagde den onde lyneme, var han rigtig vred.

Det hus, de skulle bo i, lå uden for byen. Der var ikke så mange huse, men Atlanterhavet lå lige nedenfor, og der var store klipper, og der sejlede fugle rundt derude. Lige over for huset lå der en ø, der lignende en stor hval.
     Den hed Nólsoy.

Så tog de tilbage til byen. Der var nogen, der kørte dem, barnet vidste ikke rigtigt hvem det var, men hendes far snakkede med dem om firmaet og huset og alt muligt.

Oppe på det kontor, der var faderens, fik de kaffe og kage. Der stod en masse mennesker og smilede og sagde velkommen.
     Barnet var stolt af faderen, alle de mennesker skulle han bestemme over!
Der var rart og for første gang smilede barnets mor og så lidt glad ud. Det var et flot kontor. Man kunne se ned på havnen og se det skib, de var kommet med i går. Tjaldur, hed det.
     Faktisk var der også en lillebitte smule sol. Den lyste så man kunne se farver igen. Man kunne se at himlen var blå og husene røde og brune og sorte og man kunne se, at græsset ovre på Nólsoy var meget grønt. Meget grønnere end i Danmark når det næsten var jul.
     Måske var det ikke så slemt alligevel?


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt