Kapitel 3

Tyskerne

Barnet var ikke ret gammelt før hun forstod at der var noget galt med hendes fødselsdag.
     Ikke hendes egen, den var som den plejede at være med gaver og dannebrogsflag på bordet hjemme. Det var en, der hed Hitler, det var galt med. Han havde også fødselsdag den 20. april og det var ikke så godt, for lige netop på den dag var der ingen ordentlige danskere der gik ud og hejste Dannebrog.

Barnet gav sig til at hade alle de tyskere der gik rundt i byen. Sommetider sang de og sommetider stod de og spillede og smilede til folk. Så tog barnets mor hende fastere i hånden og skyndte sig forbi uden at kigge på dem.

Der var ingen ordentlige danskere der standsede for at høre på dem. Og hvis der var, sagde hendes mor, så var det nogen overløbere.
     Overløber. Et rigtigt krigsord syntes barnet. Det betød i virkeligheden forræder og sådan nogen optrådte tit i mormoderens eventyr.

En dag kom der nogle tyskere marcherende mens hun var i byen for at købe ind sammen med sin mor. De havde hjelme på og så sure ud og ham, der gik forrest råbte noget der fik folk til at løbe væk.
     Barnet rev sig løs fra sin mor og løb hen til en af tyskerne og spyttede på ham. ”Dumme tysker, gå hjem,” råbte hun lige så højt hun kunne.

Barnets mor hev hende væk og sagde at det måtte hun aldrig gøre igen. Det var farligt. Moderen var helt hvid i ansigtet. Barnet var stolt af sig selv. Hun var vel nok en ordentlig dansker.
En gang kom moderen grædende hjem og hendes far så meget alvorlig ud og moderen sagde at der var nogen der havde skudt en mand. Hun var så bange at hun rystede og barnet og faderen prøvede at trøste hende.
     Nogen danske mænd havde skudt på en mand der var løbet og så var han faldet om og ingen turde gøre noget.
     En likvidering, sagde faderen. Det var også et krigsord.

Sommetider talte de voksne om nogen, der var gået under jorden. Det var et krigsord mere.
     Gå under jorden. Det lød mærkeligt. Hvordan mon man kom ned? Gravede man? Barnet syntes det lød lige som mormoderens eventyr når hun fortalte om de underjordiske.

     Det allerværste der skete var at krigen rykkede tæt ind på barnet. Hendes mor kom hjem med en kjole til hende som var blevet syet ude i byen. Den hadede hun øjeblikkeligt lige så meget som tyskerne.
     Hendes mor sagde at der var mange ting man ikke mere kunne købe fordi der var krig i verden og barnet skulle være lykkelig fordi hun stadigvæk havde fine kjoler. Den var smuk og grønnistret, sagde hendes mor. Der var ikke mange piger der havde sådan en kjole, den skulle hun være glad for.

Barnet kaldte den stikkekjolen.
     Den var lavet af noget hårdt stof der kradsede forfærdeligt. Hendes mor syntes den klædte hende så godt og sagde at hun skabte sig når hun skreg at hun ikke ville have den på. Kjolen var dyr, sagde hun. Den var pæn og den skulle bruges, det manglede bare.
     Når hun havde stikkekjolen på var dagen én lang rædsel. Hendes mor sagde at hun skulle gå ordentligt og i klassen drillede de hende fordi hun gik så underligt. Hun prøvede at holde armene ud fra kroppen, hun prøvede at gøre sig så tynd inden i kjolen at ingenting af hende rørte ved den. Men alting af hende rørte ved den, hendes hud blev rød og irriteret, hun blev fugtig over hele kroppen, og en dag kastede hun op da moderen trak den over hendes hoved. Hun kastede op ud over kraven og ned på maven og smed sig på gulvet og moderen blev meget vred. Men hun kunne ikke have kjolen på sådan som den så ud og den tålte ikke vask, sagde hendes mor.

En dag var den væk.
     Mormoderen kom med en blød, fin kjole hun havde syet af nogle gardiner.

Sommetider fik barnet lov til at gå alene over til ismejeriet og købmanden. Hun passede meget godt på de rationeringsmærker, moderen gav hende med. Barnet kunne læse at der stod smør og sukker på dem.

En dag var hele byen fyldt af mennesker der råbte og gik og svingede med flag. Der var Dannebrog og det engelske flag og stars and stripes.
     Nu er krigen forbi og Danmark er befriet og vi vandt, sagde hendes far. Barnet stod på Haderslevgade sammen med faderen og moderen og morfaderen og mormoderen. Faderen løftede hende op så hun bedre kunne se. Folk råbte og lo og smed blomster op til soldaterne.

Det så flot ud.
     Der var tanks og jeeps og englænderne vinkede og smilede og barnet var sikker på at hun så selveste Montgomery stå op i sin jeep og han lignede en rigtig befrier.

Atombomben var ikke et krigsord. Det var et meget større ord. Et slags evigt ord.
     Bomben havde nemlig gjort en ende på krigen, og nu ville der aldrig komme flere.
     Det sagde hendes far, og han var den klogeste hun kendte.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt