Kapitel 2

Kælderen

Barnets mormor sang for hende.
     Der var en lang, sørgelige sang om Hr. Ferdinand der red ud i skoven så grøn under himlen så blå fordi han havde mistet den han havde kær. Den blev ved og ved og mormoderen digtede vistnok flere vers end der var. Der var også en der handlede om en ung brystsyg pige der lå helt alene i en seng på hospitalet under kridhvide dyner. Hun skulle til at dø, men det ville hun ikke før hendes kæreste var nået igennem den vildene skov for at give hende et sidste kys.
     Barnet begyndte at ane at voksenverdenen var farlig og spændende.

     Om vinteren skovlede morfaderen sort koks i kakkelovnen.
     Så blev døren ind til den fine stue, den med karnappen, lukket i meget lang tid.
Der var koldt når barnet gik ind for at hente noget i skabet.
     Om aftenen, nede i sengen, fortalte mormoderen eventyr.
Sommetider faldt hun i søvn midt i en sætning så barnet måtte vække hende igen.
     Barnet lå puttet i mormoderens arm. Hun lå så godt mellem de to kroppe. De havde hver sin lugt.
Bagved hende snorkede morfaderen.
Han plejede at falde i søvn så snart de havde bedt aftenbøn.
     Ovenpå dem hvilede tunge dyner. Sommetider kom der fjerender ud af dem som man kunne stikke sig på.
Om morgenen rystede mormoderen dynerne, for i nattens løb var fjerene krøbet nedad så der bare var dynebetrækket foroven.

     De bad alle sammen aftenbøn.
Det var barnet, der sagde den og mormoderen og morfaderen sagde den sammen med hende.
     Barnet var stolt af at hun kunne den udenad.

     Søde gud, din engleskare.
     Alle dine små bevare.
     Ja, forlad os, Fader milde,
     hvad vi gjorde, som var ilde.
     Hjælp os, at vi vorde fromme
     så vi i din himmel komme,
     smile sødt i englefavn.
     Hør du os i Jesu navn.

Barnet kunne godt lide at hun kunne sige alle de svære ord og hun gentog sætningerne for sig selv, bagefter, lige inden hun faldt i søvn.
     Ilde og vorde forstod hun ikke. Morfaderen sagde at ilde betød at noget var dårligt og i gamle dage sagde man vorde i stedet for at blive.
Barnet troede fuldt og fast på englene. De passede på hende.
     Ligesom hendes voksne.

Når de havde bedt, begyndte eventyrene.
     Prinser og hvide heste. Skønne jomfruer og farlige drager. Slotte. Endeløse veje som prinsens ganger fyrigt galopperede på.
     Hun så det hele for sig.

Barnet elskede sin mormor. Barnet vidste at mormoderen også elskede hende.
     Barnet kendte ikke døden. Alligevel vidste hun at mormoderen ville gå i døden for hende.

Den kolde seng var dejlig varm, der hvor barnet skulle ligge, fordi mormoderen havde lagt en varmedunk til hende.
     I soveværelset var der en stor servante med spejle og låger og skuffer. Den stod over for sengen.
     Barnet sad på en skammel og blev friseret. Mormoderen flettede hendes hår i to stramme piske og viklede elastikker om enderne.
     Mormoderen gemte en lille smule af morfaderens hvidtøl, den han altid fik til aftensmaden. Hun tog en lille pensel op fra skuffen og penslede øllet på barnets fletninger.
     Så krøllede hendes hår om morgenen.
Det var nødvendigt at skubbe skamlen ind under servanten igen når de havde brugt den.
     Ellers kunne man ikke komme rundt om sengen.
Sommetider kravlede barnet fra skamlen op på den høje, hvide fodende med udskæringerne der var så pæne med blomster. Så lod hun sig falde ned i dynerne.
     Det var næsten som at svømme.
Barnet kunne ikke svømme.

Men inden barnet kunne komme i seng skulle hun og mormoderen ned i kælderen. Barnet var bange for den mørke trappe ned til kælderen.
Dér var wc’erne. Der lugtede ikke godt. Heller ikke rigtig grimt.
Der lugtede af klamt toiletpapir.
Barnet hadede de små gule, stive toiletruller der kradsede bagi.
     Sommetider løj hun og sagde at hun ikke behøvede at komme i kælderen.
     Man skulle i kælderen når man skulle stort.
Når man bare skulle lille, måtte man godt gøre det i en hvid spand med låg der stod ved siden af servanten. Den lugtede lidt når man tog låget af.
     Barnet vågnede sommetider fordi morfaderen stod og tissede i den midt om natten.
     Men hun lod altid som ingenting.
Og han stod med ryggen til.

Nede i kælderen var der rigtige wc’er med en lang snor til at trække ned med når man havde lavet stort.
     Så gjaldt det om at løbe op ad trappen så hurtigt man kunne.
Engang lød der en mægtig larm mens barnet sad på det kolde sæde. Mormoderen sad på wc’et ved siden af.
     Barnet skreg af skræk og mormoderen råbte at hun ikke skulle være bange. Det var bare alle koksene der skred.
     Men barnet troede det var den trold der boede midt i koksene.
Det havde mormoderen selv fortalt.
     Der boede en stor trold i kulbunken.
Havde mormoderen helt glemt det?


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt