Kapitel 1

Hesten

Malvina og Kristian.
     Det hed de.
Barnet vidste det ikke. De var bare mormor og morfar. De var kun til for hende.
     I begyndelsen gik hun med sin mor i hånden hen til huset hvor de boede. Senere, hun var sikkert omkring seks år, fik hun lov til at gå selv.
     Men kun på fortovet.
Hun skulle blive stående på den samme side hvor hun var blevet sendt af sted. Hun måtte aldrig gå over gaden alene.
     Det var farligt. Der kunne komme biler.
Hun var sommetider lige ved at være ulydig. Især når mormoderen allerede var nået ned på gaden og stod ved havelågen og ventede.
Så var hun tit ved at glemme det og løbe over gaden til hende.
     Gaden var som regel tom lige så lang den var.
Hvis hun var heldig stod mælkehesten lige uden for havelågen når hun kom.
      Så købte mormoderen en jerseymælk til hende. Den var ekstra god for en lille tynd pige, sagde hun.
      Barnet prøvede at nå hestens hoved. Den havde en halmtot stukket ind i panderemmen.
      Barnet spurgte mælkemanden hvorfor.
Han sagde at hesten godt kunne finde på at bide.
Når folk så halmtotten vidste de at de ikke skulle røre ved hesten.

      Den havde aldrig bidt barnet.
Den var kæmpestor. Den var gråmeleret. Det sagde mælkemanden at den var.
     Gråmeleret.
Et fint ord at kende. Et rigtigt voksent ord.
      Barnet havde somme tider en sukkerknald eller måske et stykke rugbrød i lommen.
      Det måtte hendes mor ikke vide. Hun skulle holde sig fra den hest, sagde hun. Den var alt for stor og kunne trampe på hende hvis den ville.

      Det ville den ikke.
Det vidste barnet.
      Manden og mormoderen stod bagved den firkantede hvide mælkevogn.
Den duftede sødt.Men hestens lugt var bedre.
      Barnet nåede den til knæet og sommetider lagde hun kinden mod dens ben og snusede.
      Når barnet kiggede op så hun hårene på dens mule og dens store øjne.
Sommetider puffede den lidt til hendes hoved.
      Bare lidt.
Som om den vidste at den let kunne vælte hende.
Så tog hun sukkeret frem. Hun var lidt bange for alle de tænder den havde.
      Barnet havde engang set hesten gabe. Der var en masse store gule tænder.
Barnets lille hånd ville blive knust hvis hesten bed den.
      Det gjorde den aldrig.

De var færdige med hinanden når barnet hørte mormoderen spørge mælkemanden hvad det kostede.
      Så trådte hun det lille skridt op på fortovet og nikkede til hesten.
      Hun ville ikke med op før hesten var nået hen til det næste hus.
      Den gik helt selv.
Kusken havde snoet tømmen om bremsen.
      Han fortalte barnet at vognen blev nødt til at være bremset fordi gaden var så stejl.
      Hvis den ikke var bremset ville hesten blive nødt til at løbe meget hurtigt.
      Ellers ville vognen overfalde den bagfra.

Barnet var glad for at vide det om bremsen.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt