Pigebøn anno 1950,
Tórshavn

     Mit hjerte er fyldt af rædsel.
Moder hval, ser du ikke, at du og din flok er narret bort fra de store dybder. Gå ikke ind mod kysten, hvor I hjælpeløst strander. Moder hval, hvorfor svigter dit sikre instinkt så du fører din hjord ind på grundet vand til den sikre død. Moder hval, vend om, vend om. Endnu kan du nå det, endnu kan du dykke med din flok og unddrage dig menneskene. Vend moder hval, du havbårne skabning. Vend. Der venter dig og dine en grusom og langstrakt død der vil forvandle jeres skønhed til blødende flænset kød. I vil ligge og føde jeres unger i skræk og pine på land når I er trukket op med kroge dybt i jeres sorte hud, I giver liv i det lave vand der er rødt af jeres blod og jeres nyfødte bliver stukket igen og igen og I vil se dem dø, mens de endnu er forbundet med jer. I vil blive hugget og skåret med økser og knive og det sidste I vil høre inden I udånder er latter og råb. Jeres pine er jeres alene, ingen medynk, ingen trøst vil gives jer.
     Moder hval, det for sent, nu ligger du side om side med dit følge i det lave vand ved Kongabrúgvin. Jeres kroppe slår afmægtigt mod bunden, I prøver at løfte jeres tunge hoveder.
     For sent, moder hval.
     For sent.
     I er begyndt at dø.
Hvad hjælper min medynk jer, hvad nytter mine bønner. Jeg råber forgæves til himlen, gud vender ryggen til og menneskene vader i jeres blod.


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt