Lille Højsang
Tilegnet Århusfestens kærlighedsuge


På tynde ben skred hun over barndomstærsklen,
bekymret fulgte slægten hendes færd,
vi har en lille søster, som endnu ej har bryster,
hvad gør vi med vor søster den dag hun får en bejler.

Og pigen kiggede på blomster, pynt og drenge,
begærlig efter brugbar viden,
med øjne, der tog alting ind, betragted hun
de modne kvinder, hvis væsen røbed
at der var hændt dem noget,
så de var blevet mere end sig selv.

Tiden omvandt hende ømt,
trylled med den magre krop
og gav den ødselt kvindeform,
en cello, lige til at stryge på,
med svaj i taljen, svungne hofter,
en højtrejst barm og runde knæ.

Bevidst om sin forvandling
anså hun sin nye verden,
sky, påpasseligt blufærdig,
forsvarsløs og udsat for fejring, hyldest og begær.

Livet ligger fremtidsåbent, ingen veje endnu spærret,
den første bejler er på vej og mange flere følger.
Vi beder for vor lille søster, der nu har fået bryster,
må lykken følge hendes valg


tilbage til arkiv

| Spor | Biografi Udgivelser Foredrag Links Kontakt